Den hurtigste Lamborghini nogensinde er en... hybridbil med elmotor!?

Byd velkommen til Lamborghini Sián, som bliver den første Lamborghini med hybridteknologi

3. september 2019 af Mathias Brandt


Der har været mange skriverier om hvorvidt Lamborghini ville opdatere deres V12-motor eller lægge den i graven til fordel for en mindre turbomotor. Men bare rolig, det lader til, at V12'eren lever videre med en lille smule hjælp fra et elektrisk hybridsystem.

Lamborghini Sián er nemlig udstyret med et 48-volts elektrisk strømsystem og en elmotor med beskedne 34 hk. Den er bygget sammen med gearkassen for at kunne levere en mere direkte speederrespons. Den lille elmotor kan også benyttes ved lave hastigheder, og til at bakke og parkere med. 

Opdateret V12-motor

V12-motoren er et opdateret udgave af den, vi allerede kender fra Aventador. Der har  opgraderede indsugningsventiler i titanium, hvilket giver V12-motoren en ydelse på 785 hk – 15 hk mere end en Lamborghini Aventador SVJ. I samarbejde med elmotoren får bilen en samlet systemydelse på 819 hk.

Det er nok til at klare spurten fra 0-100 km/t på under 2,8 sek., mens topfarten er angivet til over 350 km/t - netop 350 km/t er topfarten for Aventador SVJ. Lamborghini Sián skulle være en del hurtigere i mellemaccelerationer. 

Det bliver en sjælden sag

Lamborghini Sián bliver kun produceret i et stærkt begrænset antal på 63 eksemplarer. Hver ejer får fri mulighed for at skræddersy sin bil med hensyn til farver, materialer og udstyr.

Prisen kender vi desværre ikke, men billig bliver den ikke. Man kan sammenligne Lamborghini Sián med de andre specialmodeller fra Lamborghini, som inkluderer Centenario og Veneno, som har kostet en formue. 

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...