Den hvide Gallardo Balboni er nem at leve med og leverer uhyggeligt meget morskab for pengene. Motoren, undervognen og lyden går op i en himmelsk enhed.

Den gule GT er den ultimative Diablo. Den vil give dig høreskader på langt sigt og brække dine knogler, men det bliver ikke mere rendyrket
© bilmagasinet.dk

Lamborghini: Her er Balbonis drenge

Hvordan lyder en solskinsrig vinterdag i Norditalien med to baghjulstrukne Lamborghinier og én legendarisk testkører? Kør med og få den fantastiske historie

24. december 2010 af Anders Richter

Ankomst

Den brede, flade perlemorsgule Lamborghini ligger foran og kredser hen over midterstriben kun holdt tilbage af en forankørende ­lastbil. Jeg kan høre dens åbne racerudstødning helt tydeligt. Et par Fiat Pandaer må smide det ene ­hjulsæt i grøften for at ­passere den gule kæmpe, som fylder 204 centimeter fra sidespejl til sidespejl. Eller lige præcis 20 cm mere end hvad en typisk italiensk vejbane måler.

I den afdæmpede kabine kan jeg høre skriget. Ud af ­forruden kan jeg se de gigantiske ­baghjul, der lige pludselig ruller noget hurtigere end dem foran. Lige der bliver asfalten knastør, sommerdækkene får bid, og den skyder af sted så hurtigt, at mit hoved ikke kan følge med.

Jeg klikker to gange på min venstre E-gears-pal, lægger mig på italiensk manér halvt ud, og så nagler jeg speederen fast til gulvtæppet. Den 5,2-liters V10-motor presser 550 Sant’ Agata tyrekalve ind i ryggen på mig.

Lyden er lys, men på ingen måde mild. Nærmere hård og inciterende. Den råber til verden, at her kommer noget helt specielt, og at de gerne må sende deres egen vogn i grøften, så jeg kan få noget plads.

Min tunge speederfod bliver, hvor den skal, nemlig helt nede i gulvtæppet. Omdrejningsnålen krydser det røde felt, mens bagvognen begynder at danse, og ESC-knappen ­blinker febrilsk for at advare mig imod at sende 3,7 millioner ­kroner ud i de snedækkede olivenmarker. Inden længe er jeg igen oppe ved ham, der kører foran mig. Den levende legende Valentino Balboni.

Tidligere på dagen er jeg ankommet til Lamborghinis fabrik i Sant’ Agata. Jeg er blevet lovet en testkørsel af den nye Gallardo LP550-2 og samtidig et lille vend i en klassisk Diablo.

Først skal jeg skrive under på en endeløs række af ansvars­pådragende papirer og kæmpe mig igennem de mange espressoer, jeg bliver budt på. Det er jeg villig til at gå igennem, da den nye baby-Lamborghini er ekstremt speciel. Og det er ikke de mærkelige striber, det hvide læder på midterkonsollen eller fælgene fra Superleggera-udgaven, jeg taler om. Nej, det virkeligt mærkværdige er, at den har baghjulstræk. Ikke siden tyskerne indhegnede fabriksområdet og tvang de gale ­italienere til at montere trækstænger til samtlige hjul, har fabrikken leveret den intensitet, som var engang. Men med Balboni er den intensitet tilbage.

Jeg når lige at få sat det sidste punktum på den formular, som slår fast, at det er ulovligt at medbringe børn i en lånt Lamborghini, og gør jeg det, så....

Vroummmmmm, brøler V12’eren gennem luften, mens hele glasfacaden dirrer. Alle i receptionen drejer hovedet. En Diablo kommer til syne, men den er ikke helt normal. Indsugningshullet i fronthjelmen, scoopet over motoren og O.Z-splitfælgene afslører, at det her er en Diablo GT. Med kun 83 producerede eksemplarer er det en af de mest sjældne Lamborghinier nogensinde og samtidig også den sidste baghjulstrukne gademodel fra fabrikken indtil i dag. Inden jeg når at samle kæben op fra asfalten, ankommer en hvid Gallardo LP550-2 Balboni, dugfrisk fra produktionslinjen.

Manden, der har trillet dem ud, går hen imod mig med begge sæt nøgler, og siger: ”Yours for the day”.

Selv om hans ruskindssko er gennemblødte af de fem centimeter sne, der er strøet ud over hele Posletten, og selv om Diabloen har 575 hk og er monteret med sommerdæk, mener han stadig, det er en god idé. Jeg tror ikke helt på det, før pressechefen kommer ud og fortæller, at nu da jeg er fra Danmark, er jeg jo vant til at køre i sne. Hmmm, jaja, i Danmark kører vi alle sammen i Lamborghini, og det sner året rundt.

Lige inden hun smutter igen, får hun lige indskudt: ”Oh yeah, and Valentino will be here in five minutes. Remember to give him lunch, or else he will get cranky”.

Du mener vel ikke? Jo, hun gør. Valentino Balboni, den legendariske testkører, der har brugt mere tid bag rattet af en Lamborghini end nogen anden her på kloden, skal ud at køre med mig. Eller rettere: Jeg skal ud at køre med ham, for i Sant’ Agata er han en slags gud. Og jeg melder mig med glæde til at være en af hans disciple.

Gallardo Balboni

Med ét står han der. Iført grå bukser med ­pressefolder, pæne italienske sko og den uundværlige dynejakke med ­Lamborghinis logo. Håret sidder, som det har gjort i tyve år, og det gør det karakteristiske smil også. Jeg hilser på ham, og han svarer igen med: ”Very najssss to meet you to”, hvorefter vi i fællesskab beslutter - hvilket i dette tilfælde betyder, at han foreslår det, og jeg tør ikke sige nej - at vi skal køre op i nogle bjerge cirka en times kørsel derfra. Et stykke asfalt, han lyder til at kende særdeles godt.

En standard-Gallardo har lige siden sin fødsel været en nem bil. Dørene åbner udad modsat en Diablo eller Murcielago, så du lettere kan komme ind. Sæderne er brede, så selv en amerikaner kan passe ned i dem, og så kan du få den med E-gear, hvis du ikke kan finde ud af at bruge en kobling. Nårh ja, og den har også firehjulstræk, så du kan næsten ikke komme til skade.

Men alt dette er blevet ændret, da Lamborghini valgte at udvikle en særlig version, der skulle bære Valentino Balbonis signatur. For sådan en bil kræver naturligvis ægte Lambo-sjæl. Vel at mærke den gamle sjæl fra før Audi-tiden.

© bilmagasinet.dk

Så da de tyske ingeniører konsulterede den charmerende testkører, var et af hans krav, at den skulle have baghjulstræk.

Nemt nok, tænker du, det er jo bare at afmontere et par trækstænger, og så er den i vinkel, men nej, nej, nej. Alt skal laves om lige fra fjedre, dæmpere og aerodynamik til gummi­compounden i Pirelli-dækkene.

Samtidig har de skruet en smule ned for effekten, så de kommende ejere ikke ender med røven i botanikken ved synet af det første sving. Men jeg skal hilse og sige, at 550 ­hestekræfter er mere end rigeligt til at få røven på komedie i den ultrakorte centermotor-vanvidsbil. Bag rattet bliver du forført af de lækre materialer, og selv om den hvide ­midterkonsol i læder ikke helt rammer min smag, er kvaliteten ­upåklagelig.

Det er lyden også, når du drejer nøglen. Starteren ­snurrer nogle gange i rask, hvinende tempo, og så kommer den hårde, brutale lyd. Den harmoniske V10 skriger efter omdrejninger, og det får den, for jeg kan simpelthen ikke lade være med at dappe til den. Mest af alt lyder den som en blanding af en Audi gruppe-B-rallybil og den Lamborghini Diablo GT, der holder ved siden af med Balboni bag rattet.

I det samme vinker Balboni til mig, og jeg følger efter. Det er lettere sagt end gjort, for manden vælger at overse samtlige fartbegrænsninger, alle optrukne linjer og alt, hvad der hedder fartkameraer, de næste mange kilometer. Jeg bremser lidt og håber på, at han stopper op og venter, men det gør han ikke, så i stedet sætter jeg kortet på spil, tager skeen i den anden hånd og behandler Gallardo Balboni som ham, der har lagt navn til den, ville have gjort.

Diablo GT

Imens kan jeg prøve at forklare, hvorfor selveste Valentino Balboni for lidt siden hev sin iPod frem og begyndte at knipse billeder af Diablo GT. Man skulle tro, det var en hverdagsbil for ham. Men nej, det er simpelthen en vanvittig skabning fra en svunden tid, og lige bestemt Diabloen har en helt speciel plads i Valentinos hjerte. For på netop den model blev han opgraderet fra normal testkører til udviklingstestkører. Det betyder at det er ham, som har fortalt, hvordan bilen skulle køre, og ham, der har fået det forklaret til ingeniørerne og mekanikerne.

Selv om det ikke var nogen nem opgave, fik de skabt en fantastisk bil med et fantastisk design af Gandini, der også tegnede Miura og Countach. Allerede på VT-udgaverne i 1993 begyndte Lamborghini at montere firehjulstræk, men Italienerne holdt fast i, at der altid skulle være en mere livlig baghjulstrukket version på programmet for de, som holder af den rene køreoplevelse. Da fabrikken blev solgt til tyskerne, kunne man næsten regne ud, hvad der ville ske: Baghjulstrækket blev skrottet. GT-udgaven, som reelt set var kulminationen på alle de erfaringer, fabrikken havde gjort sig omkring Diablo, blev dermed den sidste af sin slags.

© bilmagasinet.dk

Vi holder ind på en rasteplads og nyder at se varmedisen stige op fra de skoldende hede motorer. Og så står jeg i dilemmaet: Spørger jeg manden, om jeg må tage en tur i Diabloen med mig selv ved rattet, så jeg resten af livet kan prale med, at jeg har kørt en Diablo, eller beder man i stedet Valentino ­Balboni overtage løjerne, så turen ikke skal foregå i første gear og med en filende kobling? Jeg tror sgu, jeg går med på den sidste idé.

Kulfiberdøren er let som en svanefjer og går stik nord, når du trykker på en lille, tynd knap. Indenfor venter der en kabine, som mest af alt minder om en hemmelig spankingkælder. Herinde sidder du ikke og hyggesnakker, nej, her får du bank. Og når det ikke er dit korpus, som bliver tortureret, så bliver dine trommehinder i stedet gennempryglet.

Jeg får skruet min alt for brede, skandinaviske bagdel ned i de alcantarabetrukne Momo-sæder. Plads til benene er der ikke meget af, men da jeg er nødt til at medbringe dem, ­strækkes de i stedet i unaturlige retninger. Jeg spænder mig selv fast og klapper døren ned. Kigger på Valentino og nikker. Han ser alvorligt på mig med en mine, jeg tolker som: ”Mener du virkelig, at du vil det her?”

Ja! Jeg har ventet det meste af mit børne- og voksenliv på den her oplevelse.

Han bakker ud på asfalten, sætter den smedede alugearstang i første og bygger stille og roligt momentum op. ­Motoren ligger på maks. 3.000 omdrejninger, hvilket passer mig fint. Undervognen er nemlig stenhård og det eneste sted, jeg kan placere mit hoved, er i spænd mellem sideruden og det ubeklædte loft. Ikke den mest komfortable oplevelse.

Jeg kan se, hvordan han holder øje med olietemperaturen, for det er meget vigtigt, at den her bil ikke får for mange tæsk i kold tilstand. For det første er motoren udviklet til race. Det vil sige plejlstænger i titanium, lettet krumtap, en opboring til seks liter mod den normale Diablos 5,7, indsugningsmanifold i magnesium og sidst, men ikke mindst 12 separate gasspjæld. For det andet hører den her bil hjemme på Lamborghinis eget museum og er kun lige startet op efter to års dvale.

Mens jeg prøver at finde en ny vinkel til mit hoved, spotter Valentino, at den lille oliemåler nu melder klar til kamp. Vejen er våd og kold, Pirelli P Zero-dækkene er til ­sommerkørsel. Kalenderen melder januar måned, og sneen er væltet ned hele natten. Stopper det verdens mest legendarisk testkører? Nej.

Fuld gas fremad

Den aldrende hånd knalder gearstangen to trin ned, og så går det stærkt. Der ingen ESC eller antispin på den her bil, så den giver lige et vrik med halen med omkring 110 km/t. Omdrejningerne stiger i et helt vanvittig tempo, og jeg kan mærke, hvordan motoren, der bogstaveligt talt er placeret fem centimeter fra mit venstre øre, prøver at trænge ind i kabinen. 140, 160, 180 km/t på en lille, italiensk landevej. Der begynder jeg at få lidt sved på panden, og da vi rammer 210 km/t, kommer Valentinos første kommentar: ”With these hard tires, it’s like driving on ice”.

Mens han smiler og kniber øjenene sammen, er mine glugger ved at falde ned i fodbrønden, og smilet er uhyre anstrengt. Et opadgående hårnålesving forude gør, at havde jeg siddet bag rattet, ville jeg have bremset for 500 meter siden. Men der sker ingenting. Brems nu. Eller hvad med nu?

I sidste øjeblik klodser han bremsen, knalder koblingspedalen i bund, tager hårdt fat i gearstangen, og så får bagenden ellers lov til at danse hele vejen rundt i kurven. At drifte rundt med kulfiberbagkofangeren millimeter fra autoværnet i en bil, der er så sjælden og så kraftig, synes nervepirrende, men i kabinen sidder Valentino med et smil fra øre til øre: ”It has been three years since I last drove a Diablo”. Og siden der måske kan gå tre år igen, skal den have en ekstra spand kul i dag, og det får den.

Se Søren Juuls flotte billeder fra vores dag med de to Lamboer

Vi finder tilbage til Gallardo, hvor jeg indtager førerpositionen. Vejene er små, men heldigvis ikke særligt trafikerede. Alligevel kan jeg ikke følge med ham. Styringen på baby-Lamborghinien er let, og den er intet mindre end en fryd at kaste rundt med på bjergvejene. Men slår du alle systemer fra på den, får du din sag for.

Selv om de to biler ikke ved første øjekast har noget til ­fælles, deler de en meget speciel DNA-type. De føles ikke ens, langtfra. Gallardoen er nem at køre med alle sine elektroniske systemer og hjælpemidler. Diabloen er ­fuldstændig back to basics. Men det er stadig lykkedes ­Lamborghini på trods af de usynlige tyske gener at bibeholde noget af den baghjulstrukne magi, der har været i dens forgængere. ­Resultatet er enestående. Man kan håbe, at fabrikken vil tage Valentino Balboni med på råd en anden gang, så det ikke ­bliver den sidste baghjulstrukne Lamborghini, vi får se.

10 hurtige til mr. Balboni

Valentino Balboni på arbejde bag rattet af Diablo GT

© bilmagasinet.dk

Hvordan er det at få en sportsvogn opkaldt efter sig?
Det er selvfølgelig en stor ære, at Lamborghini har valgt at dedikere en speciel limited version af Gallardo til mig. Jeg er glad for, at man har valgt at bruge baghjulstræk ligesom på de gamle Lamborghinier som Miura og Countach.

Hvilken Lamborghini er din favorit?
Miura er stadig min yndlingssportsvogn. Den havde utrolige præstationer for sin tid, og den gjorde Lamborghini kendt og populær over hele verden. Det har gjort, at den i dag er et spændende og sjældent samlerobjekt, og så er den bare smuk.

Hvis du skulle købe en Lamborghini i dag, hvilken skulle det så være?
Hvis jeg kunne, ville jeg selvfølgelig købe en Gallardo Balboni. Det er en sportsvogn, som minder mig om mine unge dag, da jeg startede min karriere i firmaet.

Hvordan adskiller en ­baghjulstrukket Lamborghini sig fra en ­firehjulstrukket?
Gallardo Balboni er en bil, du skal elske at køre. Det er en bil, som du føler, at du kører. Med en firehjulstrukket bil føler du nogle gange, at den i stedet kører dig. Det er bekvemt, let og sikkert og kan gøre alle til en fantastisk chauffør. Med 550 hk og baghjulstræk ­bliver du nødt til hele tiden at have kontrol over bilen.

Hvordan vil du sammenligne en Gallardo Balboni og en Diablo GT?
Det er to forskellige verdener. Gallardo er en moderne bil, der på trods af sine massive kræfter er let at køre, fordi elektronikken kan hjælpe dig. Diablo er en bil, hvor du ikke får nogen hjælp. Du kører den hele tiden med dine ­instinkter.

Kan man sammenligne en firehjulstrukket Gallardo med en Balboni?
Nej, det synes jeg ikke. De opfører sig på to vidt forskellige måder. Det er ikke noget problem at køre den ene frem for den anden, men de kræver to ­forskellige køreteknikker og ikke to ­forskellige attituder.

Hvordan var du involveret i udviklingen af Gallardo Balboni?
Jeg var med helt fra starten. Jeg forsøgte at give ideer til, hvordan man kunne finde tilbage til Miuras sjæl. De egenskaber skulle så føres over i et moderne chassis og platform.

Er der stadig plads til forbedringer på ­Gallardo?
Da jeg første gang kørte en Countach, var det den bedste bil i verden. Jeg ­troede ikke, at noget skulle kunne slå den. Så kom Diablo, og så syntes jeg, at dén var den bedste bil i verden. Der kommer hele tiden nye og bedre modeller, fordi vi ­bliver bedre til at udvikle dem, Jeg tror endnu ikke, at vi har fået det maksimale ud af Gallardo. Der er altid plads til forbedring.

Hvordan var det at se den første færdige Gallardo Balboni?
Det er en dag, jeg aldrig glemmer. Det var fantastisk at se den blive færdig i produktionen, det var fantastisk at afprøve den, og det var fantastisk at overlevere nøglen til den glade kunde. Jeg har givet min professionelle karriere til Lamborghini, og de gav mig æren af at få mit navn på en af deres biler.

Hvis du skulle beskrive Gallardo Balboni med ét enkelt ord?
Fantastico!!!

Kilde: Bil Magasinet nr. 222
Foto: Søren Juul
Repro: Mikael L. Wilken

 

Video: Gallardo Balboni

Klik på ikonet for fuld skærm, og nyd Claus Møllers video med Lamboerne

Fotograf og redigering: Claus Møller, Bil Magasinet TV

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...