© bilmagasinet.dk

Nye motorer til Picanto

Får 1,0- og 1,2-liters benzinere med lavere forbrug og noget så usædvanligt som LED-kørelys

24. januar 2011 af Steen Bachmann

Kia Motors Corporation har offentliggjort de første billeder af den nye Picanto. Vi genkender fronten og de karakteristiske buer nederst på dørene, og førsteindtrykket er overordentligt positivt i forhold til den nuværende model.

Bilen er en ny konstruktion. Den er længere og har længere akselafstand, og Kias chefedesigner, Peter Schreyer, forklarer: "I profil har den nye Picanto en markant stigende designlinje. Den får med lys og skygger bilen til at se lavere ud, end den er, hvilket giver et mere solidt indtryk".

Læs også: Test af Kia Picanto

© bilmagasinet.dk

Den nuværende Picanto fås kun med fem døre, men den nye vil også blive bygget i en mere sporty 3-dørs version til det europæiske marked. Bagagerummet er vokset til at have 27 pct. større kapacitet, og som noget usædvanligt i klassen omkring 100.000 kr. er LED-kørelys standard (dioder). Her er også startknap til motoren, hvilket vi dog har svært ved at se pointen i - nøglen skal jo stikkes i, før man kan starte motoren med knappen.

Kia præsenterer den med to nye benzinmotorer på 1,0 og 1,2 liters slagvolumen. Herudover bliver der bygget versioner til lokale markeder, der kan køre på naturgas og forskellige typer af biobrændstof. Motorerne yder 69-85 hk og mellem 94 og 121 Nm, og der meldes om CO2-udslip mellem 95 og 105 g/km og forbrug på ned til 23,8 km/l.

Europæiske biler får aut. start/stop (ISG) og 5-trins manuelt gear, mens 4-trins aut. fås som ekstraudstyr.

Picanto 2012 debuterer på Genève International Motor Show 1. marts 2011 og kommer til Danmark til sommer.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...