© bilmagasinet.dk

Lige på trapperne: Kia Sportage 2011

Større, lavere og bredere end forgængeren

23. juni 2010 af Steen Bachmann

 

Kia Sportage havde en vis succes på det danske marked sammen med søsterbilen Hyundai Tucson frem til april 2007, hvor de nye bilafgifter trådte i kraft. I dag er det upopulært at køre SUV, men kan Kia holde prisen nede på den nye generation af Sportage, vil den stadig være et reelt alternativ til en stationcar.

Den nye generation er længere, lavere og bredere end forgængeren, og har længere akselafstand. Kia har ikke offentliggjort yderligere specifikationer, men oplyser, at bilen kommer til Danmark senere på året. Den vil blandt andet få en ny 2-liters commonrailmotor, der i søsterbilen Hyundai ix35 yder 136 hk/320 Nm.

Sportage skal bygges i Slovakiet, og bag udviklingen står et team fra Kias europæiske hovedkvarter i Rüsselsheim, Tyskland.

"Vores analyse af de førende konkurrenter er, at de enten tilbyder komfort eller dynamiske egenskaber. Med Sportage er målet at søge et kompromis mellem de to egenskaber, så man både får komfort og køreglæde," siger Michael Lugert, Kia’s Steering & Suspension Development Manager.

Støddæmpere, fjedre, krængningsstabilisatorer og bærearme er udviklet på og til europæiske veje. Der er også arbejdet med dækvalg, så de svarer til EU-landenes behov, og med styretøjet har man forsøgt at ramme europæisk smag, så den elektriske servostyring har en vis tyngde og lineær udveksling, lyder det fra Michael Lugert.

Sportage er seneste Kia-model efter de europæisk udviklede Soul, Venga og Sorento.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...