Design som de største
Kia ProCeed var oprindeligt en 3-dørs hatchback, men i 2019 kom en ny model som 4-dørs coupé med rammeløse ruder, skrå hæk og stor bagklap. Man ser øjeblikkeligt, at Kia’s designere er inspireret af Mercedes-Benz CLA Shooting Brake, men der er ikke tale om en kopi, og vi tager hatten af for elegant bildesign uanset hvad. Her er mindre plads på bagsædet og i bagagerummet end i Ceed stationcar, men ProCeed fås med tagbøjler og må trække 1.410 kg, så det går nok.
Ny hybriddrivline
Ceed-familien har fået en ny 1,5-liters turbobenzinmotor, der fås med manuelt gear eller 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. I testbilen yder den 160 hk ved 5.500 o/min, hvilket er rigeligt til danske forhold. Motoren har variable ventiltider for at forbedre præstationer og reducere emissioner, et nyt aktivt udstødningssystem og benzinpartikelfilter. 0-100-tiden er respektable 8,8 sek., motoren er tilpas støjdæmpet og ProCeed synes en anelse mindre støjende ved 130 km/t end den almindelige Ceed med samme motor. Retningsstabiliteten er fornem i forhold til bilklassen, og den adaptive fartpilot og aktive vognbaneassistent gør deres arbejde forudsigeligt og upåklageligt.
Her er også et nyt mild-hybridsystem med et litium-ion-polymerbatteri, der gør det muligt at standse benzinmotoren ved lav belastning og at opsamle energi fra nedbremsninger. Det lyder fint, men opleves som et lettere udvidet automatisk start/stop-system, der ikke gør den store forskel på brændstofforbruget (men muligvis på førerens samvittighed).
Hvor stiller det ProCeed?
Det er en tiltalende bil, men CO2-udslippet er 128 g/km og altså over 50 g-grænsen for lav afgift. Tager du en Ceed stationcar plugin-hybrid, får du alt det udstyr, Kia tilbyder, og op til 50 km kørsel på el til en lavere pris.
Vi synes
En ret lækker bil, men afgifterne betyder, at du skal tage Kia Ceed SW plugin-hybrid.
Kia Proceed 1,5 T-GDI GT-line dct
- Frapris: 319.000 kr.
- Pris (testbil): 342.998 kr.
- Årlig afgift: 1.160 kr.
- Ydelse: 160 hk og 253 Nm
- Topfart: 210 km/t
- 0-100 km/t: 8,8 sek.
- Forbrug (WLTP): 17,5 km/l
- Mål: 461/180/142 cm L/B/H
- Vægt: 1.455 kg
- Last: 445 kg
- Påhæng: 1.410 kg
- Bagagerum: 594-1.545 liter