Koreanske mikrobiler går i krig med særprægede tilbud

Hvis du gerne vil have mere lys i kabinen, kan du eksempelvis få skåret et stort hul i taget på din bil. Det er et af de seneste tilbud fra de koreanske bilproducenter.

9. juni 2016 af Kenneth Jensen

Bilmarkedet er en blodrød krigsmark, hvor de store spillere vil gøre alt for at tiltrække eller bibeholde deres købere, og nu går de små koreanske bilmærker endnu længere for at gøre deres produkter mere attraktive. 

Hos Kia kan du således lige nu få gratis bilforsikring, mens Hyundai tilbyder dig at udstyre din nye – eller gamle – i10 med et foldesoltag. 

Få elektrisk soltag i din nuværende bil

Er du ejer af en Hyundai i10, og drømmer du om en cabriolet til de hede sommerdage, som vi forhåbentlig går i møde, så er der gode nyheder at hente. 

Som et særligt tilbud introducerer Hyundai nemlig nu at installere et elektrisk soltag i din bil, hvis du ejer en hvilken som helst version af i10-modellen, der dog skal være fra 2014 eller senere.   

Installationen kommer til at koste 14.995 kr., og foregår primært ved, at der bliver skåret et hul i taget på din bil, og så bliver der sat et elektrisk foldetag på, som kan rulle op og ned. 

Det er både muligt at få det på din nuværende Hyundai eller ved køb af en ny. Det betyder, at du for eksempel kan købe en ny Hyundai i10 Move med det installerede soltag til 98.870 kr. 

Der bliver ydet tre års garanti på det elektriske foldetag, som bliver lavet af Dansk Auto Logik.

Det skal lige nævnes, at blandt andre Kia og Peugeot tilbyder en lignende løsning på deres mindste modeller.

Kia vil have unge forbrugere på krogen

Søstermærket Kia tilbyder en anden form for "ekstra-udstyr", hvis du kigger i retningen af deres små biler. De har nemlig valgt – i en periode – at give alle Picanto-købere gratis bilforsikring det første år. 

En Kia Picanto koster fra 84.448 kr, og med en gratis bil forsikring går man især efter de unge købere, der har den langt største udgift på bilforsikringer. Kampagnen gælder uanset alder og bopæl, og hvis du er under 25 år, kan du altså spare op til 9000 kr. på forsikring det første år, hvis du køber bilen i denne måned eller inden slutningen af juli. Det er et krav, at bilen skal være med metallak.

Foruden gratis forsikring vil Kia forsøge at hive kunder i deres retning ved at give dig 20.000 kr. kr. i rabat på udstyr i en Attraction model, der vil komme til at koste 104.999 kr.

Med de fordelagtige tilbud lader det til, at kampen om målgruppen i den lave prisklasse er intensiveret, og det er ikke utænkeligt, at bilproducenter i denne klasse kommer til at lave lignende specialtilbud i fremtiden for at tiltrække købernes opmærksomhed.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...