Kia XCeed er en lidt mere eksklusiv og lækker søster til den almindelige Ceed. Modellen fik et mildt facelift i sommeren 2022 med opdatering af udvendigt og indvendigt design og en ny GT-Line-udstyrsversion. Modellen stammer fra 2019, men Xceed er faktisk ikke tynget af sin alder.
I 2023 fås den som benzin, mild-hybrid og plugin-hybrid, men på grund af de danske afgifter er kun opladningshybriden relevant herhjemme.
Den kører op til 42 km på el og står på unikke 18” fælge designet specielt til plugin-hybriden. Bagtil skal en ny diffuser med bundskjold i sort højglans bidrage til et sportsligt look, som testbilen kommer ret godt i hus med.
Kia på langtur Sjælland-Aarhus
Jeg tog den på en langtur på tværs af Danmark til et ærinde i Aarhus, og det klarer den 5-dørs hatchback godt. Her er en 1,6-liters benziner uden turbo, et 8,9 kWh batteri, en elmotor og en 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse, der trækker på forhjulene.

Xceed virker mere lækker og solid end den almindelige Ceed og har et lavere støjniveau på motorvej.
© S. BachmannSystemet fungerer fint i betragtning af, at det er førstegenerations teknik, men du bliver nødt til at også at prøve en Kia Niro plugin-hybrid, der fås fra cirka samme pris med en nyere motorteknologi og en længere rækkevidde på el.
Bil Magasinet tester: Kia Niro fås både som plugin-hybrid og elbil
Omfattende udstyr i XCeed Upgrade
Upgrade er omfattende udstyret med elklapspejle med LED-blink og varme, tagræling, elbagklap, varme i for- og bagsæde og rat, digitale instrumenter, 8” skærm med mere.
Testbilen kan køre de første 30-35 km på el så længe temperaturen er over ti grader, og når der ikke er mere el på batteriet, kører den stadig langt på literen takket være fordelen ved hybriddrivlinen.
I min test kørte den 21,9 km/l i snit med “tomt” batteri og blandet kørsel inklusive motorveje med 130 km/t. Det er flot.
Skulle jeg køre langt, ville jeg hellere have en diesel, men den er udgået på grund af absurd høje danske afgifter.
Kia XCeed Plug-in Hybrid Upgrade
Opbygning 5-dørs hatchback, plugin-hybrid, 8,9 kWh batteri, 6-trins dobbeltkoblingsgear, forhjulstræk.
Drivline R4, 1.580 cm3, 16V + el, systemydelse 141 hk/265 Nm
Præstationer 0-100 km7t 11,0 sek, topfart 160 km/t, forbrug (WLTP) 58,8 km/l, elektrisk rækkevidde (WLTP) 42 km (test 30-35 km)
Dimensioner L/B/H 440/183/150 cm, akselafstand 265 cm, vægt/last/påhæng 1.594/436/1.300 kg, bagagerum 291-1.243 liter
Dæk 235/45R18 Continental ContiSportContact
Pris 324.900 kr. (testbil 328.899 kr.), årlig afgift 740 kr.