Plug-in hybridbiler vinder frem på de danske veje, for hver dag der går. Kia Niro har siden lanceringen tilbage i 2017, været den mest solgte plug-in hybridbil i Danmark, og er fortsat en eftertragtet sag. For at få endnu flere biler ud på de danske veje dumper Kia prisen på Niro med 16.000 kr. til stor glæde for potentielle bilkøbere, der er faldet for den sydkoreanske plug-in hybrid.

"Med en lavere frapris bliver modellen forhåbentligt tilgængelig for endnu flere"
Direktøren hos Kia Import Danmark; Rasmus Aagaard udtaler: ”Siden lanceringen i 2017 har Kia Niro Phev været danskernes foretrukne plug-in hybrid. Den er til dato solgt i 2.723 eksemplarer. Og er dermed den mest solgte plug-in hybrid gennem tiden – med dobbelt så mange solgte biler som nr. to på listen, som i øvrigt også er en Kia. Med en ny lavere frapris bliver modellen forhåbentligt tilgængelig for endnu flere danske bilkøbere.”

Frapris på 259.000 kr.
Niro kommer standard med bl.a. 8” touchskærm, elektronisk p-bremse, 2-zoners klimaanlæg, Apple CarPlay med stemmestyring, DAB+, 16” alufælge, adaptiv fartpilot med stop & go funktion, LED baglygter og LED kørelys foran.
Nu falder indstigningsprisen med 16.000 kr. og lander derfor på 259.000 kr. Kia skruer også ned for priserne på Comfort og Advance med 11.000 kr. Så Comfort modellen koster nu 274.000 kr., og Advance modellen koster 289.000 kr.
Advance og Comfort modellerne, der er topmodellerne, kan yderligere fås med en Plus Pakke til en værdi af 19.998 kr. mod en merpris på 10.000 kr. Plus Pakken indeholder følgende fabriksmonteret ekstraudstyr: Den er forberedt til anhængertræk med større bremser og større kølesystem, 10,25” touchskærm med navigation og TomTom Live Services og JBL-lydanlæg med 8 højtalere.

3 gode Kia Niro-links!
- Vil du vide mere om, hvordan Kia Niro Phev opfører sig i hverdagen, så læs vores test af modellen lige hér.
- Du kan også få 7 gode råd, inden du render ud og investerer i en plug in-hybrid, lige hér!
- Sidst men ikke mindst kan du også aktivere dit abonnement på Bil Magasinet i dag, så du får de seneste bilnyheder og test som den første. Tryk hér, det tager kun 2 minutter.
