Kia Optima 1.7 CRDI Advance
Kia Optima 1.7 CRDI Advance

Kia med hilsen fra USA

Uge 42/14 Kia Optima 1.7 CRDI Advance NOT

27. oktober 2014 af Mikkel Thomsager

Den nye store Optima ligner en Kia, der gør, hvad Kia har gjort så godt i de mindre klasser: Tag det bedste fra de europæiske konkurrenterne, optimer finishen og sænk prisen. Den formel har gjort Picanto, Rio og Ceed til successer i Danmark.

Optima kommer dog ikke helt i mål. Ved første øjekast ser det rigtigt ud. Optima er en anelse større end konkurrenterne, finish er lige så god og der er masser af udstyr til meget rimelige penge - for privatkøbere.

Men efter nogle dage bag rattet begynder svaghederne at vise sig.

Komforten er god - rigtig god faktisk, men styretøjet er slasket og upræcist, hvilket underbygger indtrykket af en træls og uinspirerende dynamik. Samme slappe oplevelse har man også i pedalerne. Det er som om de er forbundet til mekanikken via et stykke skumgummi.

Værst er koblingen, som tager fat langt nede, hvilket gør det svært at koble ind. Næste alle, der kommer bag rattet af Optima første gang, går i stå, første gang de kobler ind. Normalt vender man sig til koblingen på en bil efter få dage, men i Optima er den genstridig. Det er som om, bilen ikke er lavet til manuelt gear. Selve gearkassen opfører sig dog fint nok.

Bagagerumsklappen er ophængt i gammeldags bøjler. Det har den fordel, at den hopper op, når man åbner den på fjernbetjeningen. Men bøjlerne er ikke beskyttede i bagagerummet, hvilket giver en overhængende (!) fare for at mase bagagen, hvis bagagerummet fyldes op.

Sådan er der flere detaljer, som antyder, at Optima er lavet til USA, hvor den også blev introduceret for tre år siden. Her har den haft så stor succes, at Kia først nu introducerer den i Europa.

Det er som om. bilen ikke helt er forberedt til det.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...