Biltest af Kia Magentis 2,0 EX
Biltest af Kia Magentis 2,0 EX© bilmagasinet.dk

Kia Magentis 2,0 EX

Frem med lommeregneren

26. november 2003 af Bilmagasinet

Af: Karsten M. Lemche

Koreanske biler er traditionelt billige, men også dårligt byggede biler. Kia Magentis skiller sig ud på det sidste punkt. Du får en komfortabel og velfungerende bil.

HAR DU IKKE holdt øje med de koreanske biler det seneste år, får du et chok, når du ser, hvor langt de i dag er kommet i udviklingen. Tag denne Kia Magentis – en bil med et pænt design og god plads i kabinen. Prisen er så lav, at den konkurrerer med Golf-klassen i stedet for firmabilsklassen, hvor den hører hjemme. Og det er vel også, hvad vi forventer af en koreansk bil – ligesom at sikkerhedsudstyret med kun fire airbags og ingen ESP er en generation bagud. Men derefter begynder bilen at gå imod forventningen: Når du sætter dig ind i kabinen, er den rædsomme plastkvalitet forsvundet. Åbner du til motoren, holder en støddæmper hjelmen oppe, og – chok, gisp – åbner du bagagerummet, er kuffertknuserne erstattet af teleskoparme, så bagagen ikke bliver trykket.

Koreanerne er også blevet voksne, så nordboere i stor størrelse kan finde plads i førersædet uden at sidde med rattet på knæene og hovedet foroverbukket for at undgå flad frisure. Og det er ikke kun på forsædet, at pladsen er blevet bedre. Bagsædepassagererne behøver heller ikke at være i størrelse small. Når jeg (186 cm) indstiller forsædet til komfortkørsel, er der så meget plads på bagsædet, at mine knæ ikke rammer forsædets velourryg. Selv støtten til lårene er hæderlig i forhold til de tidligere koreanske bagsæder, der bragte minder frem om betonbænkene på østtyske togstationer.

I det hele taget er Magentis et behageligt bekendtskab. Ikke kun fordi den er billig, men også fordi den opfører sig pænt, uanset om du byder den op til dans eller tager den med ud på en lang tur.

Koreanske biler er – se lige bort fra Hyundai Coupé her – ikke kendt for inspirerende køreegenskaber, og inspirerende er Magentis-køreturen heller ikke. Selvom testbilen kørte på 16-tommer fælge, er det ikke en skarp indstyring, der sætter dagsordenen, men derimod god komfort. Og her taler vi ikke bare mere komfort end sport, men ægte, stille, luksuslignende komfort. Når du kører over et bump på en villavej, kan du mærke undervognen arbejde sig hen over puklen, uden at den bliver stresset – og dermed gør du det heller ikke.

Dermed ikke sagt, at Kia Magentis er kommet op på siden af Toyota Avensis, Mazda6 og Ford Mondeo. Men de er langt mindre bagud, end de tidligere var. Og er du ved at vælge firmabil, er det nu, du skal tage lommeregneren frem. For i modsætning til konkurrenterne kan alle udstyrspakkerne eftermonteres på Magentis. Det betyder, at du kan købe en bil til 254.993 kr. og nøjes med at blive beskattet af 179.998 kr. Det kan give en besparelse på op mod 1.200 kr. om måneden svarende til 14.400 kr. årligt i forhold til tilsvarende konkurrenter. Og det er i en bil med lædersæder, klimaanlæg og 16-tommer alufælge. Testbilen var udstyret med en velkørende toliters motor og EX-udstyr samt en pris på 204.994 kr. Personligt er det den eneste model, jeg ikke ville vælge – enten skal det være den helt skrabede, eller V6-varianten til 234.999 kr. Magentis er ikke enhver bilentusiasts drøm – den er et transportmiddel til en billig penge. Men i modsætning til alle forgængerne virker den ikke billig indeni. Og det kan få mig til at hive lommeregneren frem.

Kia Magentis 2,0 EX

Tekniske data: Motor: R4, 1.997 cm3, 16V. Ydelse: 136 hk ved 6.000 o/min, 181 Nm ved 4.500 o/min. 0-100 km/t.: 11,5 sek. Topfart: 207 km/t. Forbrug: EU-miks: 11,6 km/l. Årlig ejerafgift: 4.500 kr. Mål (L/B/H): 472/182/141 cm. Bagagekapacitet: 386 liter. Vægt: 1.400 kg.
Totaløkonomi: Koreanske biler lider traditionelt med forholdsvis høj afskrivning, men Magentis vil kun tabe 33 procent (ca. 68.000 kr.) over tre år og 50.000 km.
Reservedelsindeks: 136
Service ekskl. materialer:
15.000 km: 1.860 kr.
30.000 km: 2.480 kr.
45.000 km: 2.480 kr.

Pris: 204.994 kr.

Jeg synes... Koreanerne er kommet langt – det er Kia Magentis beviset på. Den er fuld af små detaljer, som vi kun var vant til at se på dyrere biler.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...