Kia klar med veludrustet hybridbil til 300.000

Den nye Kia Niro Hybrid bliver klar til salg i løbet af december måned. Den kommer i tre udstyrsniveauer, men grundniveauet Vision har allerede meget at byde på.

25. november 2016 af Mathias Brandt

Kia er klar til at introducere den nye Niro i Danmark fra begyndelsen af næste måned. Det bliver Kia's første hybridmodel, og den danske importør forventer sig meget af den helt nye model. 

I Europa begyndte salget af den nye Niro allerede i slutningen af juli, og siden er der blevet solgt mere end 23.000 styks.

Den sydkoreanske familiebil er helt fra grunden konstrueret som hybridbil, hvilket vil sige, at Niros nye platform er konstrueret uafhængigt af de eksisterende Kia-modeller, og bilen er udviklet til på sigt at rumme flere former for miljøvenlige teknologier; plug-in-hybrid og ren el. 

Niros nuværende motorprogram består af en 1.6-liters GDI-benzinmotor, litium-ion-polymer-batteripakke, 32 kW elmotor og 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse – og udleder bare 88 g CO2/km ved blandet kørsel. Teoretisk kan den køre op til 26,3 km/l.

Pris og udstyr på Niro

Prisen på en Kia Niro Hybrid starter efter afgiftsnedsættelsen ved kr. 300.323,- for en Vision model med bl.a. nødbremse, fartpilot, automatgear, 2-zoners klimaanlæg, 5” touchskærm, LED-kørelys, LED-baglygter, sædevarme og 16” alufælge.

Dyrest bliver selvsagt højeste udstyrsniveau, Advance, som blandt andet får en større touchskærm, Apple Carplay og parkeringssensorer for og bag. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.