Når der står bilferie i kalenderen, så er førstekandidaten typisk som følger: En stor, tysk dieselbil, der kan sluge flest mulige kilometer mellem pauserne. Kia EV6 opfylder kun ét af de krav, men alligevel vil vi undersøge, om koreaneren kan erstatte diesel-Audi’en andre steder end i byen – og varianten, vi har til lån, er med baghjulstræk og stort batteri perfekt til opgaven.
Ruten holder sig inde for Tysklands grænse, men slår smut forbi Nürburgring, Augsburg i det sydlige Tyskland og Berlin.
Planlæg ruten hjemmefra
Det er en god idé at lave research på forhånd. En mobil-app ved navn “A Better Route Planner” kan udregne de mest oplagte ladestop på turen, og den sørger blandt andet for at holde batteriet i EV6 på sit optimale niveau.
Elbiler lader generelt bedst mellem 10-80 pct. strømniveau, og dette gælder især for vores koreanske Autobahnmissil. Selv om EV6 er opgivet til at lade med op til 230 kW, så er der grundlag for en fejring, hvis ladehastigheden bare i få sekunder når over 200 kW.
Den typiske ladehastighed ligger i praksis mellem 130-180 kW, og der lades hurtigst mellem 30-70 pct. Det er dog langt fra langsomt: Der er knap tid til at navigere til toilettet på de tyske Rasthof, før Kia EV6 er klar til igen at ramme motorvejen.
Stoppene tager typisk omkring 10 minutter, og ved en marchhastighed på cirka 130 km/t, som vi holder igennem det nordlige Tyskland, er der lidt over 200 km mellem hvert stop.

Der findes et hav af ladestandere i Tyskland! Du skal bare være opmærksom på, hvilken ladebrik du skal bruge for at kunne betale, og hvad prisen er. Ionity, som vi også kender i Danmark, tager i skrivende stund 5,88 kr./kWh, mens de lokale EnBW kun koster 4,09 kr./kWh.
Det er selvsagt ikke lige så imponerende som at tilbagelægge 700-800 km ved 160 km/t, som en dieselbil kan, og det bliver mere tydeligt efterhånden, som den første dag skrider frem. Et stop for aftensmad er planlagt i den tyske handelsstad Køln, og selv om den førnævnte app havde spået en ankomsttid ved omkring kl. 18, så holder EV6 først foran spisestedet lidt i kl. 21.
Forsinkelsen kan ikke alene tilskrives EV6. Ved visse ladestop blev der, i kraft af den hurtige ladehastighed, fyldt mere el på end planlagt, hvilket hev batteriet ud af det førnævnte optimale ladeniveau – og det er faktisk spild af tid.
Frygten for ikke at nå frem til næste ladestander betød også, at farten ikke altid var den tiltænkte marchhastighed – også selv om der var rigelig strøm til det.
Installer apps til ladning inden afgang
Man skal også overveje lademuligheder, inden man kører. Virksomheder som Plugsurfing tillader betaling på mange forskellige ladestandere med én brik, men prisen er høj.
Vi bruger flittigt apps til at nå fra ladestander til ladestander, og her er firmaer som Ionity og BP Pulse nemme at betjene. Dertil findes også integrerede opladningsløsninger, såsom Kia Charge, som er kompatibel med EV6.
Kia EV6 står stille, mens rejseholdet nyder en benzinfyldt dag på Nürburgring. Hen ad dagen går turen atter sydpå, og her afslører EV6 endnu et positivt punkt – den har ikke “tabt” el. Det er ikke et unormalt fænomen i elbiler, at de over stillestående tid kan falde i rækkevidde, men i EV6 kan vi forlade Nürburgring med 273 km i rækkevidde, præcis som da vi ankom.
Det er heldigt, for endnu en klassisk problemstilling fra langture står i horisonten.

Vi er ved at komme for sent. Hotellet lukker for check-in ved midnat, og GPS’en siger, at vi ankommer kvart over kl. 24.
I en diesel-Audi havde vi skruet lidt op for hastigheden og indhentet de minutter, men et hurtigt kig på rækkevidden i EV6 giver sved på panden. EV6 er elektronisk begrænset til 185 km/t, og det mærkes tydeligt, når speederen holdes i bund længe nok. Det føles som om, at elmotorerne endnu har masser at give af, men forbrugstallet tigger og beder om en pause.
På de tilbagelagte 170 km har rækkevidden fået kappet knap 250 km af sig, hvilket tegner en total-rækkevidde på bare 250 km – ikke ligefrem imponerende. Det er ærgerligt, for EV6 føles med sin tyngde og støjisolering som skræddersyet til høje hastigheder på den tyske motorvej.
Udstyret i EV6 egner sig også godt til langture. Her er en adaptiv fartpilot med en tilhørende linjevogter, og kun småting, såsom en doven skiltegenkendelse, er i vejen.
Fra den tyske by Augsburg, i nærheden af München, gik turen direkte til København.
Undervejs på ruten på cirka 1.000 km blev en del ting tydelige omkring Kia EV6. Blandt andet viste en gennemgående test af forbrug ved forskellige hastigheder, at 130 km/t var et sweetspot for koreaneren. Her lyder forbrugsmålingen på 4,1 km/kWh, hvilket giver en rækkevidde på cirka 300 km.
Det er altså rigeligt til at nå et gennemsnits-stint på 250 km. Ved du, at du ikke gider at stoppe så ofte, så kører EV6 også forbløffende langt, hvis du holder dig til 90 km/t bag lastbiler. Her lå det målte gennemsnit på 6,2 km/kWh – altså cirka 450 km på én opladning.
Elbiler er anden måde at køre langt på
Overordnet set kræver det uden tvivl mere tålmodighed at køre langt i Kia EV6, end det gør i en tilsvarende diesel- eller benzinbil.
Der skal planlægges, og det er vigtigt at være opmærksom på, hvor den nærmeste ladestander er. Når det er sagt, så gør Kia EV6 det at rejse med elbiler forbløffende gennemskueligt og nemt – der er i hvert fald ingen åbenlys grund til, at en familieferie til Sydtyskland eller videre skulle være et problem.
I visse tilfælde kan koreaneren endda lege Autobahnmissil og følge med op i en relativt høj marchhastighed... som dog koster på forbrug/rækkevidde.

Selv om du ikke nødvendigvis holder dig til den, så husk at lægge en plan, inden du kører hjemmefra. Hvis du ved, hvor den næste ladestander er, så er det nemmere at have is i maven, når rækkeviddeangsten begynder at vokse. Brug eksempelvis “A Better Route Planner” som vist ovenfor.