Kia Stinger, 2017, rød, lysrefleks
© A. Hansen

Kia'en der kører bedre end BMW – og VW Arteon

Stinger er mere end et godt forsøg på at overgå BMW. Den slår BMW og sætter VW Arteon i skyggen.

14. december 2017 af Mikkel Thomsager

Da japanerne i slutningen af 60'erne besluttede sig for at udvide forretningen med eksport af biler til vestlige lande, købte de en stribe vestlige biler og kopierede dem.

Da koreanerne i slutningen af 80'erne besluttede sig for det samme, købte de en stribe vestlige designere og ingeniører, og bad dem om at lave biler, der var bedre end de vestlige biler, de selv havde lavet få år tidligere.

Og mens japanerne kæmper med at bevare fodfæstet, er koreanerne ved at nå målet.

Siden den første Kia Sephia kom til Danmark i 1996 har Kia været i en eksplosiv udvikling i både produkter og image. Især Kia Picanto, Rio og Ceed har flyttet mærket, som er godt i gang med overtage den plads på danske marked, som Skoda overtog fra Volvo for ti år siden. Og der er ikke plads til to mærker.

Og det slutter ikke der.

Stinger affyrer Kias første missil målrettet  mod de tyske prestige-mærker. Det er en 4-dørs coupe i den mellemklasse, som er defineret af BMW 4-serie Grand Coupé.

Kia Stinger's tre mangler

Angrebet er tæt på perfekt. 

I hvert fald i GT-versionen med V6-motor og 370 hk. Den er hurtig, lækker, raffineret og flot. 

Firehjulstræk er standard, men efter eget valg kan baghjulstrækket  overdøve forhjulstrækket ved hårdt tråd på speederen. Resultatet er lækker overstyring af den slags, som englænderne kalder powerslide eller drifting.

Ja tak!

Det er lækkert.

Så vil du have den?

Jeg har tre anker:

#1: Motorlyden er dæmpet og kedelig. Det er fint nok, at den ikke larmer ved cruising, men et passende vræl under pres havde været på sin plads.

#2: Den virker en anelse tung. Den kan køre sidelæns, men i dagligt brug føles den ikke så ung, som den ser ud.

#3: Kabinen er indbydende lækker. På nær det stykke plastik, der dækker over rattets nav. Det minder om emballagen fra et Playmobil-sæt, og ser vildt mærkeligt ud.

Godt så! Men vil du have den?

Hvis valget stod mellem den og en VW Arteon, tog jeg Stinger. 

Stod det mellem den og en Audi A5 eller en BMW 4-serie og Stinger, så tog jeg....

Jeg ved det ikke.

Vi bliver nødt til at teste det. Indtil da kan du læse om Stingers danske introduktion og Kias udvikling i Danmark i Bil Magasinet nr. 316, som er på gaden nu.

Kia Stinger 2017 rat, sort, ratbetjening

Plastikken i midten af rattet ligner en fejl. Det er også det eneste, vi har at sætte en finger på i den overbevisende kabine i Stinger.

© A. Hansen

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.