Kia Ceed 1,6 CRDI Premium

1. november 2013 af Christian Richter

V arme i rattet, regnsensor, LED-lys og klimaanlæg med to zoner. Listen over ekstraudstyr er lang, når der står Premium eller Premium Plus efter modelbetegnelsen på en Kia Ceed. Og man har ikke følelsen af, at det hele bare er klasket nødtørftigt sammen for at give konkurrenterne baghjul på det altid interessante forhold mellem pris og udstyr. Hele bilen virker ganske solid og lækker.

Design og materialer i kabinen er måske ikke helt oppe på siden af en VW Golf, men så langt fra er det nu heller ikke. Til gengæld har Ceed en yderst fornuftig pris, som sin store force. F.eks. skal du betale 20.000 kr. mere for en 5-dørs Golf med det næstlaveste Trendline-udstyr, og så har du stadig kun 105 hk mod Kia’ens 128 hk. Brændstoføkonomien er den samme, og som altid er Kia i stand til at sætte trumf på med sin garanti på syv år, som ingen af konkurrenterne matcher.

Køreoplevelsen er fuldstændig lige ud ad landevejen uden svinkeærinder af nogen art. Det er med andre ord en bil, som kan fragte dig fra A til B på et fint komfortniveau, men uden den store nerve. Og i sjette gear er den i stand til at cruise ved lave omdrejninger på motorvejen. Du får dog ikke helt den samme trang til at tage en omvej ad den snoede landevej, som en Ford Focus kan give dig. På rattet er der et væld af knapper, og en af dem er i stand til at justere, hvor kraftigt servoen skal virke på styretøjet. Indstillingerne Normal, Komfort og Sport er til rådighed, men funktionen virker en anelse syntetisk og overflødig, for i praksis fungerer Normal helt fint.

Kia Ceed er svær at komme uden om, hvis du leder efter et snusfonuftigt køretøj, som giver noget for pengene. Er du ude efter en bil, som giver dig indlevelse og køredynamik, så er der alternativer, som ikke er meget dyrere.

Kia Ceed 1,6 CRDI Premium

Pris 269.999 kr.

Motor R4, 1.582 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 128 hk ved 4.000 o/min / 260 Nm ved 1.900 o/min

Topfart 197 km/t 0-100 km/t 10,9 sek. | EU-miks 26,3 km/l

 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...