Kia EV6 test priser
Kia EV6© Søren Juul

Test af Kia EV6 | Populær elbil kan nu privatleases

Vi tester (næsten) alt i Kia's spændende nye elbil: Opladning, benplads, interiør, infotainment og bagagerum – få også video og danske priser

19. marts 2023 af Redaktionen

Kortere leveringstid på Kia EV6

Hidtil har kunder hos Kia måtte væbne sig med tålmodighed, hvis de har bestilt den populære EV6. Det skal de stadig, men Kia oplyser, at leveringstiden kommer til at falde i løbet af foråret. Tidligere var leveringstiden over et år, hvilket betød, at hver eneste EV6 på vej til Danmark allerede var blevet købt. Nu melder Kia, at de kommer til at have EV6 på lager.

Kia forventer en leveringstid på mellem 9-12 måneder på EV6.

Hvad vil du gerne vide om Kia EV6?

Kia EV6 test priser
© Søren Juul

Kia EV6 priser og privatleasing

Som noget nyt kan EV6 privatleasing direkte hos Kia. Prisen starter fra 4.995 kr. om måneden for Standard Range, og 5.295 kr. for Long Range og performance. Udbetalingen ligger på 19.995 for Standard og Long Range, mens Performance koster 10.000 kr. yderligere.

Kia EV6 starter fra 372.900 kr.

Der findes som udgangspunkt fire varianter af Kia EV6:

Indstigningsmodellen 'Standard Range' har en rækkevidde på 394 km, der leveres af et batteri på 58 kWh og en elmotor på 170 hk, der er monteret på bagakslen.

Trinnet op hedder 'Long Range', og leveres med 229 hk på bagakslen, samt et forstørret batteri på 77,4 kWh, eller op til 528 km.

Til sidst ligger 'Performance' og 'GT Performance', der med firehjulstræk og henholdsvis 325 hk og 585 hk opnår 506 km og 400 km på en opladning af det store batteri. GT Performance når til 100 km/t på 3,5 sekunder, og har en tophastighed på 260 km/t.

Kia har leveringstider på 9-12 måneder.

Hvad koster Kia EV6? (2023)

  • Standard Range
    • EV6 372.900 kr.
    • Upgrade 404.900 kr.

  • Long Range
    • EV6 399.900 kr.
    • Upgrade 429.900 kr.

  • Performance
    • EV6 422.900 kr.
    • Upgrade 454.900 kr.
    • GT-line 494.900 kr.

  • GT Performance
    • GT 599.900 kr.

Vi gennemgår Kia EV6 fra hoved til hale - det kan du se i videoen her:

Kia EV6 test priser
© Søren Juul

Kia EV6 er Car of the Year

Kia EV6 er Car of the Year 2022. Det er første gang, at den koreanske bilproducent vinder den prestigefyldte titel, der blev uddelt mandag aften.

Normalt sker kåringen i forbindelse med åbningen af den store biludstilling i Genève i Schweiz, men på grund af Covid-19 er den igen i år aflyst, hvorfor kåringen skete ved en online-præsentation.

Læs også: Kia EV6 vandt også, da vi testede familievenlige elbiler.

Det er 59. gang, at en jury bestående af europæiske biljournalister kårer ’Car of the Year’. FDMs biltekniske redaktør Søren W. Rasmussen er eneste danske jurymedlem, og han er godt tilfreds med årets kåring.

”Kia EV6 er en flot repræsentant for det niveau, elbiler har nået i 2022, og bilen er derfor en værdig vinder. Kia EV6 har da også allerede formået at blive en efterspurgt bil i Danmark, hvor bilkøbere i øjeblikket må imødese lange ventetider på den populære elbil,” siger Søren W. Rasmussen.

Sådan fordelte pointene sig:

Kia EV6 test priser

Performance GT-Line er top-varianten af Kia EV6 lige nu. Senere følger en variant med 585 hk.

© Mathias Brandt

Test af Kia EV6: Dødsstød til konkurrenterne

Kia EV6 har kræfterne, udseendet og detaljerne til at give dig en følelse af, at du har købt noget helt specielt. Og det er alle pengene værd.

Patrick Boje Jensen

Når vi skriver om Kia, så slår det aldrig fejl: Facebook flyder over med familiefædre, der stolt præsenterer den samme joke om Koreansk Industri Affald.

Men det eneste, der hører til i affaldsspanden, er den fortærskede “vittighed”. Bag rattet tør jeg godt påstå, at Kia EV6 kan gøre selv den mest hardcore VW-elsker småforelsket.

For 440.000 kroner får du den ypperste Kia EV6 på det danske marked lige nu. Performance leverer 325 hk fra to elmotorer, og uanset hvor hårdt du stamper på speederpedalen, sikrer det effektive firehjulstræk, at du bliver skudt ud ad starthullerne og fra 0-100 km/t på bare 5,2 sekunder.

Test af Kia EV6: Det positive

Selv om den ligner en SUV, føles EV6 lav og sportslig at køre i, og i dette prisleje er det svært af finde en elbil, der kører sjovere. Det koster ganske vist en anelse på komforten, men hverken på ujævne byveje eller ru landeveje rasler tænderne ud af munden på dig.

GT-Line gør den allerede iøjnefaldende EV6 endnu skarpere at se på med andre kofangere og sideskørter, men det er i kabinen, at du virkelig får noget for pengene.

Uanset udstyrsniveau er Kia EV6 enormt rummelig, især på bagsædet, men ambientebelysningen og de funky GT-Line-sæder med en blanding af ruskind og kunstlæder giver en følelse af at træde ind i fremtidens køretøj.

Udstyrslisten er lang, men det er helhedsindstrykket, der virkelig sælger EV6.

Læs også: Dur EV6 og de andre elbiler til at trække campingvogn eller trailer?

Test af Kia EV6: Det negative

Der er dog småulemper, du skal være opmærksom på. Siddepositionen på forsædet er meget høj, og med mine 185 cm ramte jeg håret mod loftet. Kia fortæller, at det er på grund af soltaget (ekstraudstyr til 9.999 kr.), der sænker loftet godt 10 cm.

Jeg vænnede mig til det i testperioden, men hvis jeg var højere, ville jeg være tvunget til at fravælge soltaget – og det ville irritere mig.

Den skrå taglinje bagpå er uden tvivl god for rækkevidden, men den gør det svært at udnytte det ellers store bagagerum. Rækkevidden på 484 km er ikke imponerende, men de 325 hk er en fornøjelse i hverdagen.

Skal du køre langt, kan du nappe en Long Range-variant med 229 hk og 528 km rækkevidde. Men det er småting, for Kia EV6 får dig til at smile – og det er det hele værd. 

Vi synes

EV6 har små ulemper, men køre- og ejerglæden trumfer både dem og konkurrenterne.

Testbil: Kia EV6 Performance GT-line

  • Pris: 444.900 kr. (på testtidspunktet)
  • Årlig afgift: 680 kr.
  • Ydelse: 325 hk og 605 Nm
  • Topfart: 188 km/t
  • 0-100 km/t: 5,2 sek.
  • Rækkevidde (WLTP): 484 km
  • Mål: 470/189/155 cm L/B/H
  • Vægt: 2.090 kg
  • Last: 440 kg
  • Påhæng: 1.600 kg
  • Bagagerum: 540-1.320 liter
Kia EV6 test priser

Selv den billigeste Kia EV6 har skjulte dørhåndtag, 19” alu, tonede ruder og elklapspejle med varme og LED-blink som standard.

Test af den billigste EV6: Begejstringen er let at forstå

Steen Bachmann

Kia EV6 er kåret som den ­europæiske Car of the Year 2022. Den var den mest solgte elbil herhjemme i januar, og vi har selv været med til at stemme den ind som nummer tre til Årets Bil i Danmark 2022 lige efter søster­bilen fra Hyundai og den vellykkede Polestar 2.

Ventetiden på at få en EV6 er lang, og det kan jeg sagtens forstå efter at have pendlet i den en iskold uge i februar. Jeg har to konklusioner: For det første er det en tiltalende pendlerbil – for det andet kan den ikke lide frost.

Læs også: Alt om den kommende Hyundai Ioniq 6.

Vi har fat i basisvarianten af den mest efterspurgte Kia lige nu: En 4,7 meter lang og let hævet hatchback med kæmpe 19” alufælge, futuristisk design og hæderlig effekt fra elmotoren på bagakslen.

Den yder 170 hk og 350 Nm, og jeg har ikke brug for mere. Det rækker ikke til Tesla-eksplosioner, og du skal ikke køre om kap med en bil som en Polestar 2, men tjek lige prisen, inden du begynder at fnyse: 330.000 kr. for så stor en bil med så omfattende udstyr er opsigtsvækkende.

Listen over standardudstyr er vildt lang og omfatter ting som en vellykket adaptiv fartpilot, avanceret nødbremse, der også bremser for modkørende trafik ved venstresving, og delvist selvkørende funktion på motorvejen, hvor du blot skal have en hånd på rattet – så placerer bilen sig mellem vognbanestriberne ... og bliver der. 

Kabinen har 12,3” trykskærm og digitale instrumenter, infotainment med fin lyd og rat med varme og paler til at styre niveauet af regenerering. Her er også fire køreprogrammer og meget, meget mere – og det er altså den billige variant med én elmotor, vi har fat i.

Den er dog ikke perfekt. I minus 9 grader falder rækkevidden betydeligt, men hvad værre er, så har varmepumpen problemer med at varme kabinen i testbilen – selv med forprogrammeret afgang og dermed forvarmet kabine.

Vi synes

Det er nemt at forstå, hvorfor Kia’s elbil er så stor en succes. Selv den billigste variant spiller.

Testbil: Kia EV6 Standard Range

  • Pris: Fra 329.900 kr. (på testtidspunktet)
  • Årlig afgift: 680 kr.
  • Ydelse: 170 hk og 350 Nm
  • Topfart: 185 km/t
  • 0-100 km/t: 8,5 sek.
  • Rækkevidde (WLTP): 394 km
  • Mål: 468/188/155 cm L/B/H
  • Vægt: 1.875 kg
  • Last: 465 kg
  • Påhæng: 750 kg
  • Bagagerum: 510-1.300 liter
Kia EV6 test priser

EV6 lader med op til 240 kW, men der er et utal af ting, der påvirker ladetiden.

© Patrick Boje Jensen

Upgrade-pakke til EV6

For det første så er standardudstyret på EV6 ikke skrabet: To gange 12,3" displays (ét til instrumenterne og ét til infotainment) er placeret i en kabine af dellæder, der holdes tempereret af et to-zonet klimaanlæg.

Til at hjælpe dig med at styre er både parkeringssensorer, vognbaneassistenter og en adaptiv fartpilot, alt sammen uden at betale ekstra.

Upgrade

Vil du have noget ekstra, kan du opgradere EV6 med Upgrade-pakken, der opgraderer stuen med vegansk kunstlæder på eljustérbare luksussæder, der både er ventilerede og kan huske din indstillede position.

GT-line 

Hertil kommer udstyrsniveauet 'GT-line' med sportslige kofangere og et sæt unikke 20" alufælge, der kan holdes intakte af en fjernbetjent parkeringsassistent og et 360-graders kamera. Her er også et lydsystem fra Meridian, og et blind-vinkel kamera.

GT

GT Performance-varianten har et unikt  kommer med sportslige detaljer som et sæt skålsæder, spærredifferentiale og en 'elektronisk undervogn'. Her får du naturligvis også et sportslook både i in- og eksteriør, samt 21" alufælge og et panoramasoltag i glas.

Få alle de fedeste tests, bilnyheder og meget mere - få 3 numre af Bil Magasinet for bare 99 kr. Aktivér dit prøveabonnement lige her!

Kia EV6 test priser
© Søren Juul
Kia EV6 test priser


© Søren Juul
Kia EV6 test priser
© Søren Juul

Andre elbiler?

Leder du efter elbil, men er Kia EV6 ikke den rigtige for dig? Så anbefaler vi, at du kigger på:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...