+ 500.000 kr. for Golf GTI? Kia siger NEJ!!!

Kia udfordrer de etablerede GTI'er med et billigere, men potent alternativ. Få bildesignerens dom over Kia Ceed GT

1. januar 2014 af Jesper Hermann

Kia har måske svaret til dig, der vil have en fed, flot, hurtig og veludstyret bil til 365.000 kroner. Prisen er oven i købet inklusive lækre 18” fælge, læder/alcantara kabine, og tonsvis af andre goder, der skal overbevise dig om at Kia Cee’d GT er et knaldtilbud i forhold til en VW Golf GTI.

Når jeg kommer kørende i GT’eren, så kigger folk. Den står i sort med et karakteristisk rødt panel i frontens luftindtag - meget inspireret af netop Golf GTI - , kromlister om sideruderne og 18” multi-eger fælge i en kombination af alu og koksgrå eger samt dobbelte udstødninger, ét i hver side. Som du kan se på billederne, ser bilen ond ud og jeg kan love dig for, at det er endnu mere udtalt i virkeligheden. Reaktionen fra de interesserede blikke da det går op for dem at det ”bare” er en Kia, går fra skuffelse til undren og over i noget der ligner respekt.  For Kia Cee’d kræver respekt med sin 1,6 liter benzin motor med turbo, 204 hestekræfter og 0-100 km/t på 7,7 sekunder.

Den ”normale” Kia Cee’d kan se lidt tam ud i standard trim, men på Cee’d GT kommer designet virkelig til sin ret. Fronten med den karakteristisk Kia-signaturgrill - tigersnuden - flankeret af de onde øjne i form af forlygterne, bliver tydeligere med de store luftindtag i kofangeren, der gør fronten mere aggressiv og kompakt i forhold til de andre Cee’d modeller. De fire kørelys på hver side af kofangeren synes jeg fungerer bedre og bedre jo mere jeg ser på dem. Der er ikke andre biler på markedet der har kørelys som disse, så om ikke andet skiller det GT ud fra mængden. Måske er det også kørelysene - kombineret med den rå front - der gør at mine medtrafikanter velvilligt trækker til siden, når jeg kommer tordnende bagfra på motorvejen. En sidste designdetalje jeg vil fremhæve - og som også andre af Kias’ modeller har - er gentagelser af tigersnudens form overalt på bilen (se billeder). Det giver en herlig kontinuitet og er bevis på en veludviklet designfilosofi.



Det er meget fint med designet Jesper, men kører den så lige så godt som den ser ud?” kan jeg høre dig spørge. Ja, den kører faktisk rigtig godt. På en tur til Rødby, oplevede jeg Cee’d GT som en behagelig langturs bil, der ligger godt og solidt på vejen og godt med muskler til overhaling. På de små snørklede veje i Rødby omegn, morede jeg mig med bilens gode styring og hurtige gear - der ligger præcise og hurtige skift ind - når jeg presser bilen gennem ind- og udstyring af sving. Kombinationen af komfort til hverdagen og sjov til de enkelte gange du skulle forvilde dig ud på en stille snoet skovvej, er i min optik rigtig god.



Der er dog også skår i min glæde over Cee’d GT. Jeg kan se på nettet at motorjournalister generelt er glade for gearkassen og ligesom jeg finder skiftene hurtige. Problemet er, at gearene ligger tæt men vandringen er lang, hvilket gør at jeg mere en gang er kommet til at sætte bilen i fx tredje gear, hvor jeg skulle have været i første. Da jeg på motorvejen passerede de 200 km/t - ved en fejltagelse forstås - opstod der en mærkelig ”shwiish”-lyd ude fra venstre sidespejl. Er det mon noget aerodynamisk? Jeg ved det ikke. Sidst er der blinklys indikatorerne under speedometeret. De sider meget lavt og jeg havde svært ved at se blinkene for rettet, hvilket ved flere lejligheder gjorde at jeg lige måtte løfte mig i sædet for at sikre mig at jeg rent faktisk blinkede.

Skulle du interessere dig for pladsforholdene i Kia Cee’d GT 5-dørs, ja så kan jeg glæde dig med at der sagtens er plads til både voksne og børn på bagsædet. Baggagerummet kan også lige akkurat få plads til vores overdimensionerede Emmaljunga klapvogn, så der er ikke et øje tørt.

Er den så en konkurrent til Golf GTI? Hvis du skal have det samme udstyr i VW’eren som i Kia Cee’d GT, skal du i hvert fald op og betale i omegnen af 600.000 kroner. Altså har du sparet over 200.000. Der ud over er bilen langt frækkere at se på end Golf’en og du går mod strømmen ved aktivt at fravælge tyskeren (eller måske har du bare ikke råd, men det behøver du jo ikke at fortælle nogen).  Om Golf GTI er 200.000 kroner mere værd en Cee’d GT finder jeg svar på i efterårsferien hvor jeg tester selv samme. Ind til da lover jeg at neje og bukke hver gang jeg ser en Kia Cee’d GT i trafikken, i respekt for det aktive valg den pågældende ejer har taget.

 

Hvis du tager prisen med i betragtningen, er den så federe end Golf GTI? Og hvad hvis man ikke gør? Hvad synes du?

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...