Test: Malplaceret Jeep Wrangler

Den nye Wrangler Unlimited er perfekt, hvis du bor på en vulkan på Island. I Danmark er den ­fejlcastet og med en rablende vanvittig pris.

30. december 2019 af Steen Bachmann

Jeg kan garantere, at det ikke bliver den nye Wrangler, der giver Jeep et folkeligt gennembrud i Danmark. Den er lige så meningsløs som at love en million elbiler, for med skrappe tilkørsels­vinkler for og bag, manuelle spær, en frihøjde på 24 cm, en evne til at vade gennem 76 cm vand og stive aksler for og bag skal du bo på en vulkan – og gerne en stejl satan af én – for at bilen giver mening.

Motoren er lånt fra Alfa Romeo

Nå, men så kan man vel i det mindste nyde den behagelige brummen af 6-cylindret rækkemotor som i forgængeren (der kørte som en militærlastbil fra 1950)? Nix, den var umulig at få ned på et acceptabelt CO2-udslip, så den er pensioneret til fordel for den 4-cylindrede turbobenziner fra Alfa Romeo Giulia Veloce. 

Okay, mystisk, men så er det vel en 3-liters eller noget? Nej, den er på 2,0 liter. To liter?!? Til en bil, der er lige så høj som mig (190 cm) og vejer 2,2 ton? Har de gæve Jeep-folk på fabrikken i Ohio været i gang med den hjemmebrændte sprut? Muligvis, men med over 270 hk og et moment på 400 Nm i kombination med en velfungerende 8-trins automatgearkasse er her et overraskende overskud af kræfter. Modellen er ny, men ligner sig selv.

Kører længere end opgivet

Og testbilen er ikke engang specielt tørstig. Den er angivet til 9,1 km/l, men kørte 9,3 km/l over knap 1.000 km test primært på motorvej. Her gider man ikke køre mere end 120 km/t på grund af vindstøjen fra den lodrette forrude og styretøjet, som bliver så nervøst over 100 km/t, at man konstant skal korrigere kursen. I lyskryds er den store firehjulstrækker kvik, og her er fint overblik i trafikken, fordi man sidder højt.

Forruden kan vippes frem, så den hviler på to beslag på fronthjelmen. Hvorfor? Fordi... det kan være rart med fartvind i skægget. To tagplader over de forreste stole kan afmonteres uden værktøj og stuves i bagagerummet. 

Afmontere hele toppen

Har du mod på det (det tager en halv dag), kan man finde den lille værktøjstaske frem fra bagagerummet og afmontere den bagerste hardtop, så bilen er helt åben og med synlige styrtbøjler. Så mangler der bare to halvfulde rednecks fra Texas, der skyder op i luften med deres rifler for at gøre illusionen om en badass-Jeep komplet.

Wrangler fås også med en 2,2-liters diesel til samme pris, men spørgsmålet er, hvem der skal købe den nye model i Danmark – i Land Rover-klubben afventer de jo den nye Defender, der vil koste cirka det samme som Wrangler.

For retfærdighedens skyld skal det med, at her er masser af standardudstyr, et formidabelt lydanlæg fra Alpine og automatisk respekt fra andre trafikanter, der ikke tror deres egne øjne, når de bliver overhalet af en kæmpe med forruden lagt ned. Yee-ha!

Jeep wrangler Unlimited 2,0 sahara aut.

´Pris 945.000 kr.  otor R4, 1.995 cm3, 16V, turbo

Ydelse 274 hk ved 5.250 o/min, 400 Nm ved 3.000 o/min

Topfart 180 km/t  

0-100 km/t 7,6 sek.

EU-miks (WLTP) 9,1 km/l (test: 9,3 km/l)

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...