Jeep Wrangler: Håbløst superfed

Jeep reintroducerer den gamle Wrangler i Danmark. Det er helt håbløst - på den fede måde

20. februar 2015 af Mikkel Thomsager

Det skal ikke tage mig tre linjer at bortdømme Jeep Wrangler som en håbløst forældet besværlig, gammeldags firehjulstrækker, der er lige så stivbenet og stivakslet, som den er stivnakket i sin indlysende håbløse påstand om, at alt var bedre i gamle dage. Det var det ikke. Moderne biler går på alle måder bedre, længere på literen og billigere end Jeeps fortidslevn. Lige bortset fra en ting: Hold kæft, hvor er den fed.

Den nuværende model kan officielt dateres tilbage til 2007, men rigtig meget af den går igen fra YJ modellen fra 1987. Skal jeg være ond, så er der mere sandhed end spøg over inskriptionen på panikgrebet foran passagereren, hvor der står "Since 1941". Noget af bilen synes at stamme helt fra da.

Nu er der faktisk sket en del. Har du kørt en Wrangler fra begyndelsen af 90'erne, så ved du, at den konkurrerer med LandRover Defender om at præstere den dårligste personbilkomfort overhovedet. Den seneste model går bedre både i forhold til støj, komfort, retningsstabilitet og brugervenlighed.

Men i virkeligheden er det ligegyldigt, for Wrangler handler om noget helt andet. Den handler netop om "Hold kæft hvor er den fed", præcis på samme måde, som når du dåner ved synet af en Aston Martin Vantage, fordi det er verdens smukkeste bil.

Se Mere på min Instagram konto og i det kommende nummer af Bil Magasinet.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...