Jeep Compass Limited_4xe sort forfra 4x4 firehjulstrækker

Danske priser på Jeep som opladningshybrid

Jeep Compass og den mindre Renegade er klar i 4xe-varianter, der har ladestik, firehjulstræk og automatgear.

29. juli 2020 af Frederik T. Frey

Det amerikanske offroad-bilmærke udvider variantprogrammet på Jeep Compass og Jeep Renegade. Begge modeller får, som tiden foreskriver, opladningshybridteknologi med mulighed for at vælge mellem forskellige effekttrin.

Både Renegade og Compass 4xe kommer med en systemydelse på enten 190 hk eller 240 hk.

Priserne for Jeep Compass 4xe starter ved 320.000 kr.

Firehjultræk og to motorer

Kræfterne kommer fra en 1,3-liters turbobenzinmotor, som yder enten 130 hk eller 180 hk. Ved bagakslen sidder en elmotor, der leverer yderligere 60 hk. Elmotoren får power fra et batteri på 11,4 kWh. Den samlede rækkevidde ved elkørsel er på op til 44 km ifølge WLTP-normen. Elmotoren leverer 250 Nm, mens der kommer op til 270 Nm fra forbrændingsmotoren. 0-100 km/t kan overstås på ned til 7,5 sekunder med den stærkeste motorkombination, mens tophastigheden er 200 km/t i hybridtilstand og 130 km/t, hvis du lader elmotoren trække hele læsset.
Batteriet bliver opladet under kørslen med benzinmotoren, men kan naturligvis også oplades både hjemme og ved offentlige ladestandere.

Jeep-Renegade_4xe-Compass 4x4 firehjulstræk front forende blå

Både Jeep Compass og Renegade kommer nu som opladningshybrider.

Jeep Compass 4xe har priser fra 320.000 kr.

Jeep Compass 4xe kan købes i fire versioner – Longitude, Limited, S og Trailhawk. Priserne starter ved 320.000 kr. for en Compass Longitude med en systemydelse på 190 hk. Udstyrslisten byder bl.a. på 8,4’’ Uconnect med Apple Carplay og Android Auto, 7’’ TFT-display bag rattet, Hill Descent Control, automatisk nødbremse, fartpilot, 17’’ alufælge, tågelygter, klimaanlæg, DAB-radio, parkeringssensor bag, læderrat med ratbetjening, lys- og regnsensor, aktiv vognbaneassistent og ambient belysning.

Dyreste Compass 4xe er Jeep Compass 4xe S og Trailhawk, der koster fra 390.000 kr. og lokker med bl.a. 240 hk.

Jeep_4xe emblem logo opladningshybrid

Kan du se det? "E"'et ligner et stik, der er klar til at ryge i kontakten - smart.

4x4-køreprogrammer i Jeep Compass 4xe

Alle udgaver af Jeep Compass 4xe er udstyret med 4WD Lock, som sikrer permanent firehjulstræk og fordelingen mellem bilens to aksler. Firehjulstrækket er altid garanteret med 4WD Lock, for funktionen medfører, at Compass 4xe’s generator laver strøm til elmotoren, hvilket sørger for, at der altid er kræfter til de to bagerste hjul. Funktionen 4WD Low er også standard i alle varianter og versioner og skal sikre køreegenskaber i vanskeligt terræn som sand eller grus.

Derudover kommer alle Compass'er med Selec-Terrain System 4WD, der giver føreren mulighed for at vælge den rette køreindstilling til enhver lejlighed med mulighederne Auto, Snow, Mud & Sand og det nye program Sport, der strammer styretøjet og speederresponsen.

Jeep-Renegade_4xe rød offroad terræn firehjulstrækker

Priserne på Jeep Renegade 4xe starter ved 290.000 kr.

Jeep Renegade lanceres også som opladningshybrid

Jeep Renegade får også en elektrificering og lanceres i tre varianter – Limited, S og Trailhawk. Limited har 190 hk samt bl.a. klimaanlæg, varme i forsæder samt rat, adaptiv fartpilot, 8,4’’ Uconnect med HD-touchskærm med Apple Carplay og Android Auto, 7’’ TFT-display bag rattet, 17’’ alufælge, Selec-Terrain System 4WD med Sport-indstilling, lys- og regnsensor og automatisk langt lys. Indstigningsmodellen koster fra 290.000 kr.

Renegade 4xe S har 240 hk og bl.a. 19” sorte alufælge, navigation, fuld LED-lys, mørke tagrails og ekstra mørke ruder bag.
Renegade 4xe Trailhawk er Trail Rated og kommer som standard med 240 hk og bl.a. 17’’ alufælge, Selec-Terrain System 4WD med Sport og Rock-indstilling og beskyttelse af motor, undervogn og benzintank.
Både Renegade 4xe S og Trailhawk kommer til 330.000 kr.

Jeep Compass 4xe og Renegade 4xe kan opleves hos de danske forhandlere fra 1. september og bestilles i dag.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...