Prisen på Jaguar XJ-S er endnu ikke stukket af: Vi kører overklasse-coupé

Lugten af en velplejet luksusbil med britiske rødder er umiskendelig. I kabinen hersker en klar duft af læder, frisk motorolie, ædeltræ og varmt metal. Miksturen mellem de enkelte elementer i duften er vigtig. Læderduften skal have overhånden. 

Olieduften må gerne være nærværende, mens træduften kun lige skal kunne anes, og det samme gælder for det varme metal. For megen olieduft betyder lækage. For megen træduft betyder råddenskab. For megen duft af varmt metal betyder sammenbrud. 

Da jeg smækker døren til den grønne Jaguar XJ-S, er duften præcis som den skal være i harmoni og balance. 

Den over 30 år gamle XJ-S præsenterer sig fra sin bedste side. Duften indgyder tillid til, at denne XJ-S er et velplejet eksemplar, som har mange gode år i sig endnu. Kilometertælleren står da også kun på 78.000 km. 

Jaguar XJ-S blev præsenteret i 1975, men dette eksemplar er en XJ-S V12 H.E. (High Efficiency) fra 1983. Det vil sige, at det er en revideredet model, som er udstyret med den mere stabile 4-trins automatgearkasse fra GM, en forbedret undervogn, bredere 15” hjul, og V12-motoren med de nye “Fire Ball”-topstykker, som hævede effekten til 299 hk samtidig med, at brændstoføkonomien blev forbedret betydeligt. Nogle vil måske kalde dem livsnødvendige forbedringer og optimeringer.

XJ-S er en af de modeller, som kom til i perioden efter, at Jaguar havde forbedret den grundlæggende kvalitet af mærkets biler – selv om der stadig var lidt at lære på kvalitetsfronten. 

Op gennem 70’erne blev Jaguar offer for krigen på det britiske arbejdsmarked ført an af fagforeningerne. Et utal af lockouter, strejker og arbejdsnedlæggelser forårsagede en ujævn produktion. 

Arbejderne ­bekymrede sig ikke om de produkter, de producerede, og i den periode leverede England nogle af verdens værste biler i almindelighed og med Jaguar-briller i særdeleshed. 

Efter den enorme succes med E-Type fra 1961 havde Jaguar svært ved at definere en arvtager. Jaguar’s designer, Malcolm Sayers, der også tegnede E-Type, præsenterede adskillige forslag til flagskibet, der internt blev betegnet som den nye F-Type. 

Sayers døde i 1970, men da udviklingen blev indhentet af økonomiske problemer, blev det besluttet at bygge en bil på basis af Sayers sidste forslag med teknikken fra Jaguar XJ6 – en klassisk og voluminøs sedan. Målet er at konkurrere mod Mercedes SLC og resten af den eksklusive coupé-flok. Derfor bliver navnet også ændret fra F-Type, som indikerede en direkte efterfølger til E-Type, til XJ-S.

Bindestregen i XJ-S bliver i øvrigt fjernet med faceliftet i 1991, og XJ-S/XJS er stadig den længst­levende Jaguar-model, da den var i produktion i 21 år, hvor der bliver ­produceret 115.413 biler. Selv om XJ-S aldrig opnåede samme berømmelse som E-Type, så blev der produceret en hel del flere end de 72.233 eksemplarer af E-Type, og til sidst i produktionen, var XJS en fin forretning.

XJ-S med den forslugne V12-motor blev lanceret præcis samtidig med, at energikrisen i 1974 satte ind, hvilket gav modellen begrænset succes fra starten af.

XJ-S er mere en højfartscrui­ser end en egentlig sportsvogn, men Jaguar XJ-S er faktisk mere kapabel end sit rygte. I hvert fald at dømme efter den helt originale og urestaurerede testbil, som jeg forsøger mig i. Styretøjet er let, men undervognen er mere kompetent, end jeg egentlig havde troet. Komforten er fin, og alligevel er krængningen forbavsende kontrolleret. Trods sine 1.770 kg og de høje dæk med 70-profil kan den også dreje under pres.

Retningstabiliteten er også overraskende god. Selv den angivne topfart på 250 km/t lyder hverken som utopi eller selvmordsforsøg. Støjniveauet i kabinen er også lavt selv efter moderne standard. V12’eren spinder og lægger sig gerne op på 6.000 o/min uden at give chaufføren tinitus eller ryste kabinen fra hinanden.

Eneste minus er de forholdsvis hårde gearskift fra den ellers roste og amerikanske GM-gearkasse, og så de tynde forsæder, der ikke byder på megen støtte. Umiddelbart virker XJ-S som en mere dynamisk bil end en samtidig Mercedes SLC. Fra starten kunne XJ-S udelukkende fås med V12-motoren, som blev introduceret i E-Type i 1971. Den går silkeblødt og præsterer endda en pæn accelerationstid fra 0 til 100 km/t på syv sekunder.

Selv efter moderne standard har Jaguar’en fra 1983 en god fremfærd med et underspillet lydbillede og en fin stabilitet, og det aktuelle eksemplar føles fint, stramt og kørevilligt.

Til gengæld er kabinen mildt sagt intim. De gavmilde ydre mål hjælper på ingen måde i kabinen, hvor det føles lidt klemt. XJ-S blev betegnet som en firepersoners sportsvogn, men bagsæderne er kun til meget små børn. Selv omkring forsæderne er pladsen trang og adgangen besværlig, hvilket blandt andet skyldes, at XJ-S er bare 130 cm høj. 

Malcolm Sayers afskedsmodel fik aldrig den anerkendelse, som Jaguar-designeren havde gjort sig fortjent til med E-Type. Hvis ikke frontens enorme ovale forlygter fjernede enhver form for graciøsitet fra modellen, så gjorde de besynderlige og flydende C-stolper. 

Angiveligt bidrager designet til en bedre aerodynamik, som netop var Malcolm Sayers kæphest, da han havde en fortid i flyindustrien, og faktisk var XJ-S, modsat hvad mange tror, betydeligt mere aerodynamisk end den æggeformede E-Type. 

Visuelt gjorde de flydende C-stolper ikke noget for bilen, som trods sine kun 130 cm i højden virker gumpetung og klodset. Angiveligt har mange karrosseribyggere forsøgt at ændre bagrudens placering for at give XJ-S et mere elegant udtryk, men ingen har haft held til at lykkes med en ombygning.

Ironisk nok er det måske netop det udskældte design, der nu er ved at skille XJ-S ud fra mængden af store coupéer. I modsætning til E-Type kan XJ-S stadig købes for menneskepenge. Går du efter de mere eftertragtede biler, som eksempelvis H.E. eller de åbne udgaver, stiger priserne lidt. Måske det er nu, du skal investere i en XJ-S? Den er ikke så smuk, men den kører markant bedre, end den ser ud. 

En overkommelig fiasko:

Den lange Jaguar-coupé er et prestigeprojekt med over 20 år i produktion hos briterne. Den startede imidlertid med at falde fladt på maven. Som afløser for den hæderkronede E-Type gjorde XJ-S ingen tilfredse i sit udgangspunkt. Det faktum parret med skrækhistorier om elendig kvalitet og et forholdsvist stort antal producerede biler, holder indtil videre flere af varianterne tilbage på markedet for klassikere. Blandt de mest efterspurgte er tidlige biler med manuelt gear, ligesom XJR-S fra 1990’erne og de åbne V12 Convertible’s synes at stige i pris.