Biltest af Jaguar S-type 2,7D Classic aut.
Biltest af Jaguar S-type 2,7D Classic aut. © bilmagasinet.dk

Jaguar S-type 2,7D Classic aut.

Med fløjlshandsker

21. april 2005 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

En Jaguar-diesel? Fjern panderynkerne – det spiller perfekt…

De fleste fordomme om dieselmotorer er forlængst nedbrudt, alligevel virker springet til diesel i en Jaguar meget større end for andre bilmærker. Det føles som at høre Joe Cocker i en operette.

Men Jaguar har sendt dieselmotoren på kursus hos Emma Gad i gode manerer, og resultatet er af en karakter, der vil kunne tilfredsstille selv den mest krævende Jaguar-ejer. Den 2,7-liters V6 commonrail-motor er udviklet i samarbejde med PSA-gruppen (Peugeot/Citroën) og er lidt usædvanlig ved at være udstyret med to turboladere, hvilket skulle give en mere harmonisk effektudvikling. En saftig luns drejningsmoment på 435 Nm er allerede til rådighed fra 1.900 o/min og 80 procent af momentet er klar fra 1.500 o/min.

At en stor dieselmotor kan diske op med masser moment forventer vi, vigtigere er det, at motorgang og støjniveau lever op til Jaguar-standard. Og her skuffer det nye oliefyr ikke. Ganske vist kan jeg ane lidt diesellyd ved tomgang og kold motor, men dieselkarakteristikken udviskes hurtigt, når motoren bliver varm. Hvis du ikke fortæller dine medpassagerer, at de seks cylindre lever af dieselolie, ville de aldrig gætte det.

Med 0-100 km/t. på 8,5 sek. halter Jaguar S-type noget efter Audi A6 3,0 TDI og BMW 530d, der begge klarer det på 7,3 sek. Men det betyder ikke, at jeg sidder og savner motorkraft under acceleration, for S-type flytter sig stadigvæk i anstændigt tempo. Den sekstrins automatgearkasse spiller perfekt sammen med dieselmotoren og leverer skiftene så blødt, at du kun registrerer skiftene via omdrejningstællerens fald.

Jaguar S-type 2,7d er raffineret nok til at have appeal for Jaguar-ejere med benzin i blodet, for den hører til blandt de allerbedste dieselbiler på markedet.

JAGUAR S-TYPE 2,7 D CLASSIC AUT.
Motor V6, 2.659 cm3, 24V, tu.di.
Ydelse 207 hk ved 4.000 o/min
435 Nm ved 1.900 o/min
0-100 km/t. 8,6 sek.
Topfart 227 km/t.
Forbrug 12,7 km/l
Årlig ejerafgift 7.080 kr.
Vægt 1.625 kg
Max anhænger 1.850 kg
Mål (L/B/H) 489/182/145 cm
Bagagekapacitet 370 liter
Dækmontering 225/55R16W
Værditab 3år/60.000 km ca. 325.000 kr. (42 pct.)
Reservedelsindeks 347 (pga. rustfri udst.)
Pris 785.000 kr
Pris uden afgift ca. 280.000 kr

VI SYNES…Jaguar har fundet en dieselmotor med så fine manerer, at den på ingen måde trækker ned. Læg dertil køreegenskaber i topklasse.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.