Test af Jaguar I-Pace 2022
Steen Bachmann har haft nyeste udgave af I-Pace under luppen i denne test. Han ser nærmere på, hvad der er nyt, hvad den reelle rækkevidde er og fælder til sidst sin dom over Jaguar's elbil.
Sort Jaguar er fed at køre i
Steen Bachmann
Jaguar fik et halvt års forspring til Audi e-tron og de øvrige tyske elbiler i 2018, hvilket mærket profiterede på med en cool og overraskende sportslig 5-dørs gangsterbil ved navn I-Pace.
Den er bygget i aluminium og ser større ud, end den er, og her er fin plads foran, ved bagsædet og i bagagerummet. Både på motorvejen og på snævre småveje viser den sig som en magtfuld og kompetent bil, der kan lidt af det hele, mens den udløser smil hos føreren.
Jaguar har opdateret 2022-årgangen og tilbyder den i årets mest olme udstyrsversion, der er gennemført sort. Her er Gloss Black finish på spejlkapper, kølergril, siderudelister og emblemer bagpå, og sorte 20” alufælge med fremragende Goodyear SUV-dæk i 245/50R20, der fuldender det dystre look sammen med tonede ruder.
90 kWh batteriet kan nu lades i tre faser med op til 11 kW i hjemmelader, mens det fortsat kun kan lades med 100 kW i lynlader. Det kan være ligegyldigt, hvis du har din egen lader, men er dog et af flere punkter, hvor Jag’en er kørt bagud af flere konkurrenter.

I-Pace Black får folk til at vende sig om, når den sniger sig støjsvagt gennem trafikken.
Rækkevidde på I-Pace
Drivlinen med to elmotorer og et enormt moment på næsten 700 Nm kan bilen også mestre under pres, og lang akselafstand gør den egnet til langture.
Den teoretiske rækkevidde er 415 km, men ved 0 grader går den kun omkring 300 km, før man skal finde en lader. Det hjælper bilen selv til med, mens den savner en feature som en rejseassistent, der selv tilpasser hastigheden til de aktuelle fartgrænser.
Læs også: Test af Jaugar F-Pace.
Hvad synes vi om I-Pace?
Jeg har været begejstret for I-Pace siden min første test for seks år siden, men prisen er begyndt at blive et problem. Jeg kom lige fra en Polestar 2 Performance, som er hurtigere, lige så velkørende og koster 200.000 kr. mindre.
Det er svært at forsvare merprisen, bare forbi det er en Jaguar.
I-Pace opfører sig sportsligt og ser fantastisk ud, men prisen er høj og konkurrencen hård.
Hvad koster Jaguar I-Pace?
- Jaguar I-Pace EV400 - Fra 739.400 kr.
- Jaguar I-Pace Black - Fra 779.900 kr.

Test af Jaguar I-Pace 2021
Sidste år testede Steen Bachmann foregående variant af I-Pace, og selvom visse ting har ændret sig, så har han alligevel observeret visse ting, som stadig er relevante i dag. Her kan du læse testen.
Jaguar I-Pace elsker sving
Steen Bachmann
Jaguar’s store elbil kom på gaden i sommeren 2018 og ligner stadig et rumskib på øde biveje i Vestsjælland, hvor den suser gennem landskabet med en overbevisende sult på svingkombinationer og kuperede småveje. Den styrer suverænt i betragtning af vægten og opfører sig med en naturstridig elegance i forhold til sin kampvægt på mere end 2,2 ton.
På motorvejen er den upåvirket af hårde vindstød, og hvor den tilsvarende Tesla kan føles temperamentsforladt, er Jaguar’en en dynamisk fest. Her er heldigvis ingen åndssvage falske motorlyde, og tak for det.

I-Pace har fortsat tre skærme, men nu med en ny og hurtigere processor. Det fungerer godt.
© Steen BachmannHalser efter konkurrenter på ladetid
I-Pace har fået et diskret teknisk facelift, der kompenserer lidt for den langsomme ladning i hjemmelader. Her er nu en 11 kW-lader ombord, så det går hurtigere, hvis du skal bruge bilen flere gange i døgnet.
Jeg har ladet flere forskellige I-Pace-testbiler flere gange i min Clever hjemmelader med den hidtidige ladekapacitet, og tiden har aldrig udgjort et problem.
Den maksimale ladekapacitet i lynlader er på 100 kW, hvilket var fint i 2018, hvis ikke det var for Tesla, som i blandt andet deres Model 3 tilbyder op til 250 kW. Den direkte konkurrent i luksusklassen, Tesla Model S, har dog også kun 100 kW.
Det nye digitale bakspejl fra Land Rover er sivet til Jaguar som en velkommen nyhed. I hajfinnen på ryggen af bilen er her et HD-kamera med en vand- og smudsafvisende coating. Det viser et billede på bakspejlet, som er en skærm i stedet for et spejl.
Hvis der er tre personer på bagsædet, eller hvis bagagerummet er fyldt helt op, har man stadig uhindret frit udsyn bagtil, hvilket er genialt; man kan også slå den digitale effekt fra, så det bare er et almindeligt spejl. Prisen er rørende 6.400 kr., og generelt er ekstraudstyr billigt til I-Pace.

Typografien i de digitale instrumenter savner æstetisk elegance.
© Steen BachmannHvad er dommen over Jaguar I-Pace?
Drivlinen i I-Pace er stærk, og rækkevidden på 425 km i WLTP-normen er acceptabel uden at være i nærheden af Tesla Model S med 623 km.
Med tunge træsko er rækkevidden meget mindre – det gælder for alle elbiler – men ved en marchhastighed på 110-130 km/t holder batteriet, hvad det lover.
Vi synes
I-Pace er stadig stærk som en bjørn og styre- og køreglad, men er prisen blevet et problem?
Denne test er fra Bil Magasinet, men der er meget mere at komme efter i bladet. Prøv at få 3 numre i postkassen for bare 99 kr.
Jaguar I-Pace EV400 SE
- Pris: 739.400 kr. (844.200 kr. for testbilen i 2021)
- Årlig afgift: 660 kr.
- Ydelse: 400 hk og 696 Nm
- Topfart: 200 km/t
- 0-100 km/t: 4,8 sek.
- Rækkevidde på el (WLTP): 425 km
- Mål: 468/190/156 cm L/B/H
- Vægt: 2.208 kg
- Last: 462 kg
- Påhæng: 0 kg
- Bagagerum: 656-1.453 liter