Jaguar har afsløret priserne på sin nye Mercedes-Benz S-klasse konkurrent. De begynder ved 1.525.000 kr. for en 3,0 V6 diesel med 275 hk, mens billigste benzin-variant bliver en 5,0 V8 med 385 hk til 1.955.000 kr.
Kompressor-versionen af samme motor yder 510 hk og hedder Supersport, den koster 2.765.000 kr. V8-versionen har altid Premium-udstyr, mens V6-diesel har et lidt mindre omfattende basisudstyr.
Den danske importør forventer, at den mest solgte model bliver en V6 diesel med Premium-udstyr, som koster 100.000 kr. ekstra, hvorved prisen ender på 1.625.000 kr.
Alle varianter fås i en L-version, hvor akselafstanden er forlænget med 12,5 cm. Hele forlængelsen kommer bagsædet til gode, og merprisen er 90.000 kr. uanset variant.