En elbil med bølle-attitude?!
Hyundai’s N-afdeling tager de sydkoreanske hverdagsbiler og pumper dem fulde af Redbull, vodka og bølle-attitude - vi har allerede set dem korrumpere den pæne familiebil Kona og den fornuftige pendlerbil i20.
Der har længe været rygter om, at N-afdelingen arbejdede på en skrap version af Hyundai’s nye elbil, Ioniq 5, og det er nu blevet bekræftet, efter spionfotografer har fanget en prototype med stiv undervogn og store bremser, der blev testet i Tyskland.

De store fælge og bremser vidner om, at det ikke er en helt almindelig Ioniq 5.
Hurtigere end en Porsche
Vi ved ikke med sikkerhed noget om drivlinen, men vi ved, at Kia EV6 (som Ioniq 5 deler platform med) kommer i en udgave med 585 hk, så det kræver ikke meget fantasi at forudsige, at det bliver den samme drivline, der bliver puttet i Hyundai Ioniq 5 N.
GT-varianten af EV6 kommer med to elmotorer, firehjulstræk og en ydelse på 585 hk, og den kommer til at klare 0-100 km/t på bare 3,5 sekunder - det er 0,5 sekunder hurtigere end en Porsche Taycan 4S! Meldingen er desuden, at Kia’en får en topfart på 260 km/t.
I modsætning til Kia EV6, der er opbygget som en SUV, minder Ioniq 5 mere om en hatchback i størrelse XL, så det bliver spændende at se, om Hyundai’s N-afdeling kan hive en GTI-lignende oplevelse ud af en elbil.
Se vores store test af Kia EV6 herunder!
