Civic Type R

Honda: Kom og se Civic Type R på Nürburgring

Honda inviterer alle ejere af en Civic Type R til 24-timers løb på Nürburgring med VIP-adgang til løbet

24. marts 2015 af Steen Bachmann

For at markere premieren på den nye Civic Type R inviterer Honda ejere af en Civic Type R til en fantastisk raceweekend på den berygtede Nürburgring i det centrale Tyskland. Den nye Civic Type R satte fornylig banerekord for forhjulstrækkere i Det grønne Helvede, så teamet bag bilen har et varmt forhold til den ialt 25 kilometer lange kombination af Nordschleife og Grand Prix-banen.

Civic Type R

Tilbuddet går på adgang til det historiske ADAC Zurich 24-timers racerløb 15.-17. maj, der for første gang omfatter en afdeling af FIA WTCC - verdensmesterskabet i touring cars.

Løbet er kendt som motorsportens svar på Det vilde Vesten, og fans vil kunne heppe på Team Castrol Honda-kørerne Gabriele Tarquini og Tiago Monteiro, der skal forsøge at få deres Civic Type R gennem 24 timers helvede.

Honda tilbyder en pakke til 175 euro (1.300 kr.) pr. person , der giver VIP-adgang til løb, paddock, overnatning i et Honda-telt, fuld pension med mad og drikke, et møde med den nye Civic Type R gadebil, en rundvisning i teamets pitgarage og mulighed for en omgang på Nürburgring i din egen Type R.

Der trækkes også lod om en tur rundt på Nordschleife i passagersædet under opvarmningen til løbet!

Civic Type R

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...