Elektrificering til de unge
Det her er Honda's nye HR-V. I seneste generation har målet med den lille SUV været elektrificering - Honda sigter efter, at alle mærkets biler er elektrificeret i en vis grad inden udgangen af 2022. HR-V'en udgør 25% af Honda's hybrid-line-up, der afsluttes med den nye Civic, der udkommer i løbet af 2022.
Honda siger selv, at målgruppen for HR-V er Generation Z (altså, folk født mellem 1995 og 2010) med SUV'en, men det er svært at se, hvor målretningen mod denne målgruppe virkelig skinner igennem.

HR-V er ikke for dyr, men...
HR-V starter fra 319.900 kr., og selv om det er over 50.000 kr. dyrere end forrige model, så er det ikke uretfærdigt mange penge. Honda har nemlig sløjfet det billigste udstyrsniveau, Comfort, på det danske marked, og kører nu med Elegance som grundtrim. Det koster til gengæld knap 5.000 kr. mindre end i forrige generation.
Udstyret i Elegance er heller ikke skrabet. Du får adaptiv fartpilot, 9" touchskærm og bakkamera som standard. Det automatiske klimaanlæg og stofsæderne er blandt de ting, der kan opgraderes ved yderligere udstyrsniveauer. Selv alufælgene på 18" er standard på HR-V - uanset udstyrsniveau.
Det hele er meget fint, indtil man overvejer, at Honda helst vil sælge bilen til folk, der i bedste tilfælde ikke er meget over 25 år.

En velegnet familiebil
Pladsen i den nye HR-V er en familiebil værdig. På bagsæderne er der masser af plads på de tre siddepladser: Kardantunnelen er stort set ikke-eksisterende, og på trods af et coupéformet karosseri er der plads til lange ben og høj frisure på bagsædet. Bagagerummet er 150 liter mindre end i sidste generation, men 304 liter er ikke småt - specielt ikke med de såkaldte Magic Seats, der kan folde på flere led og gøre bagsædepladsen til en del af bagagerummet.
At der er brugt energi på at skabe bedre pladsforhold i kabinen er ikke i sig selv en dårlig ting, men måske ikke det, der er er i fokus for mange i start-20'erne.

Velfungerende, grøn drivline
På især et punkt er HR-V dog særdeles ungdommelig. Drivlinen i Honda HR-V er en kombination af både benzinmotor og elmotor, og afhængigt af situation, så kører SUV'en mest på elmotoren, med benzinmotoren kørende i baggrunden som en generator. Drivlinen er stærk nok, og accelererer blødt, men vigtigst for den unge målgruppe, så er den grøn.
Faktisk udleder den nye eCVT-drivline så lidt som 94 g/km af CO2, når den sidder i Honda HR-V. Ved blandet kørsel ligger tallet på ca. 122 g/km, og det er ca. 33 g/km lavere end forrige generation.
