Biltest af Honda HR-V 1,6i 5-dørs
Biltest af Honda HR-V 1,6i 5-dørs© bilmagasinet.dk

Honda HR-V 1,6i 5-dørs

At være eller ikke være…

26. oktober 2000 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

HR-V har fået to døre mere. Og hvad så?

GENERELT HAR JEG altid haft lidt svært ved at se logikken i den tre-dørs HR-V. Den er svaret på et spørgsmål, der aldrig er blevet stillet. Honda HR-V er en krydsning mellem en sportslig hatchback, en stationcar og en offroader, og resultat er, at den ikke er nogen af delene. Den er ikke en offroader, for frihøjden er mindre end på et vietnamesisk hængebugsvin. Det sportslige begrænser sig til en hækspoiler, flotte alufælge og blå instrumenter i stil med 1980’ernes Swatch-ure. Der er heller ikke meget stationcar i HR-V, selvom den bagtil ligner et opkog af den gamle Volvo V70, for bagagerummet sluger kun beskedne 285 liter.

Honda HR-V er et livstilsprodukt, der ikke skal være andet end funky nok til, at ingen stiller spørgsmål ved det rationelle i den. Men Honda har dog gjort HR-V lidt mere anvendelig ved at hive den i hver ende, så den er blevet 10 cm længere og har fået plads til to ekstra døre. Så er det ikke længere nødvendigt at være smidig som en rumænske gymnast for at komme ind på bagsædet.

Den længere akselafstand har også haft en positiv effekt på køreegenskaberne, for den lange HR-V er mere stabil og rolig på vejen end den kortere tre-dørs version. Generelt er HR-V meget velkørende med et præcist styretøj, en acceptabel affjedringskomfort og begrænset krængning, selvom bilen står højt i fjedrene. Men glem alt om at køre ud i terrænet, for HR-V er lige så terrængående som en Hellerup-frue i stilethæle, specielt når vi taler om den forhjulstrukne version. Men den er god til at køre hen over små, brostensbelagte rundkørsler eller fartbump, men derudover kan den ikke meget mere end en almindelig Honda Civic.

Ser man i de tekniske data, er HR-V mere motoriseret til at køre på asfalt end i terræn. Den 1,6 liters VTEC-motor yder 125 hk, og drejningsmomentet er på 144 Nm ved 4.900 o/min. Det betyder, at motoren er svag ved lave omdrejninger og skal piskes, før der sker noget, men desværre støjer den meget over 4.000 o/min.

Problemet med Honda HR-V er, at den ikke er funky nok til, at jeg helt kan glemme, at den i bund og grund er komplet overflødig. Prisen på 199.950 kr. er yderst fair, men jeg ville hellere spare lidt penge og tage en Peugeot 206 GTi, der måske ikke er funky, men langt sjovere at køre i.

Honda HR-V 1,6i 5-dørs 199.950 kr.

Tekniske data
Motor R4, 1.590 cm3, 16V, Ydelse: 124 hk ved 6.600 o/min. 144 Nm ved 4.900 o/min. Topfart: 165 km/t. 0-100 km/t: 11,7 sek. Årlig ejerafgift: 3.660 kr. EU-mix: 12,2 km/l

Totaløkonomi:
Tredørs-modellen har ikke været nem at sælge som brugt, men de to ekstra døre hjælper lidt. Regn dog alligevel med et tab på 37 procent (74.000 kr.) over tre år/50.000 km
Reservedelsindeks: 140
Service ekskl. materialer:
Svinger med den lokale arbejdsløn. Tidsforbrug 1,5 time ved 15- og 30.000 km-eftersyn, 1,9 time ved 45.000 km

Vi synes:
HR-V er ikke funky nok til at skjule, at den er overflødig....

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...