Biltest af Honda HR-V
Biltest af Honda HR-V © bilmagasinet.dk

Honda HR-V

Højbenet Honda

27. maj 1999 af Bilmagasinet

Af: Thorkil Sevelsted

Det er lettere at sige, hvad Honda HR-V ikke er, end at definere biltypen.

 

Honda HR-V er ikke en stationcar, ikke en sedan, ikke en coupé eller en firehjulstrækker. Det står i brochuren, og Honda må vel vide det.

 

Men hvad er HR-V så? Bogstaverne i modelbetegnelsen står for High Riding Vehicle – frit oversat : højbenet køretøj. HR-V er lidt af alt, hvad der er moderne. Det høje look har den lånt fra de terrængående fritidsbiler, men HR-V er beregnet til bymennesker, der ikke i bogstavelig forstand vælter sig i sølet, og derfor er terrænegenskaberne ofret til fordel for bedre kørekomfort og lavere vægt. HR-V har dog en slags firehjulstræk, idet baghjulene automatisk begynder at overføre trækkraft, hvis forhjulene mister grebet. Det kan man have glæde af i sne og smat, men på god, tør vej er systemet inaktivt, og man mærker altså ikke noget til det.

 

At dømme efter bilfabrikkernes markedsføring er det i øjeblikket meget vigtigt at udsende signaler om sunde interesser og aktiv fritid, og den bølge er HR-V helt med på. Under bagagerumsgulvet er der f.eks. en vandtæt bakke til våddragt, sejlertøj eller gummistøvler, og deltids-firehjulstrækket er jo da også effektivt nok til, at man kan køre ned til vandkanten, hvis strandbredden ikke er for blød.

 

Honda HR-V er dog ikke mere fritidsbil, end at man uden særlige ulemper kan bruge den til daglig transport til og fra arbejdet til indkøb og alle de ting, man ellers bruger en bil til.
HR-V kan lidt af hvert, men intet til fuldkommenhed, og det er måske dens problem. Det er i og for sig fornuftigt nok ikke at give bilen chassisramme, reduktionsgear, spærredifferentialer og den slags voldsomt isenkram, når den mest er beregnet til at køre rundt og sende signaler eller stå foran de smarte caféer og vidne om, at ejeren er med på den sidste nye trend. Men bortset fra sit moderigtige udseende har den som køretøj ikke særlige evner i nogen discipliner – og hvem bryder sig om at udsende signaler om middelmådighed? Formentlig ikke det publikum, Honda henvender sig til med HR-V.

 

Honda er kendt for ikke at vælge de nemmeste og billigste løsninger, når det gælder bilkonstruktion. Civic og Accord har begge hjulophæng med dobbelte wishbones både for og bag, fordi de giver den bedste kontrol med hjulbevægelserne, men til HR-V har man valgt et traditionelt McPherson forhjulsophæng og en stiv bagaksel. Sidstnævnte udmærker sig først og fremmest ved at fylde meget lidt, ved lav vægt og ved at være billig at fremstille.

 

Undervognen fungerer udmærket, og der er intet at udsætte på bilens køreegenskaber, men den hæver sig ikke på noget punkt over gennemsnittet, som man måske kunne forvente det af en lille bil til 235.000 kroner. Hvis man vil spare, er der mulighed for at købe bilen som ren forhjulstrækker. Så koster den 220.000 kroner. Det er selvfølgelig et klogt valg, hvis man alligevel ikke har tænkt sig at køre uden for byen, men igen: Hvad er signalværdien i en firehjulstrækker uden firehjulstræk?

 

Der skal ikke herske tvivl om, at det i det daglige er behageligere at køre rundt i en HR-
V end i en offroad’er, men for samme pris kan man få en meget veludstyret Civic med langt finere køreegenskaber og for nogle få tusinde kroner mere en højst ønskværdig Accord.

 

En HR-V skal man købe for udseendets skyld, hvis man synes, det er det værd. Her er det i høj grad stilen, der er bilen. Når man skal retfærdiggøre prisen overfor sig selv, hjælper det, at bilen virker gedigen og velforarbejdet, som man venter det af en Honda.

 

Honda HR-V

OPBYGNING: 4-personers 3-dørs bil med motor foran og forhjulstræk. 5-trins manuel gearkasse.

MOTOR: 4-cylindret række-motor med 1 overliggende knastaksel og fire ventiler pr. cylinder, 1590 ccm. Maksimaleffekt 105 hk ved 6200 o/m.
Maksimalt drejningsmoment 135 Nm ved 3400 o/m..

UNDERVOGN: McPherson forhjulsophæng. Stiv bagaksel med panhardstav.

BREMSER: ABS-bremser med skiver for og tromler bag. Forreste skiver ventilerede

FÆLGE og DÆK: 16x6” alu-fælge, 205/60 R 16.

PRÆSTATIONER: Topfart 165 km/t. 0-100 km/t 11,2 sek. Benzinforbrug 12,2 km/l.

MÅL: Længde/bredde/højde: 401/170/160 cm. Akselafstand 2,35 cm. Bagagerum 285 liter. Egenvægt 1150 kg. Tilladt påhængsvægt med bremser 1200 kg.

UDSTYR: Sideairbags, alu-fælge, el-ruder for, højdejusterbart rat, centrallås med fjernbetjening, el-sidespejle med foldefunktion, kopholderen. Automatisk kørelys er ekstraudstyr!

PRIS: 234.950 kroner.

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...