Biltest af Honda CR-V 2,2i-CTDi Executive van
Biltest af Honda CR-V 2,2i-CTDi Executive van© bilmagasinet.dk

Honda CR-V 2,2i-CTDi Executive van

Bogstavleg i særklasse

21. juli 2005 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Lækker diesel giver Hondas fine CR-V en ny dimension

i-CTDi – det lyder som en hemmelig kode eller et suspekt stof, som vil udrydde hele verden, hvis ikke James Bond får elimineret superskurken inden tæppefald.

Men lad dig ikke narre af den japanske forkortelses-fetichisme; bogstavlegen dækker over Hondas første dieselmotor. En 2,2 liters sag med commonrail-indsprøjtning, som udenlands også findes i Accord og nu har dansk premiere i den fine kompakt-suv CR-V (nu må den bogstav-terror snart slutte).

Med tanke på Hondas fine tekniske ry er forventningerne store, og du bliver ikke skuffet bag rattet af en CR-V med diesel i tanken. i-CTDi-motoren er en af markedets mest kultiverede dieselmotorer, og de 140 hk og ikke mindst drejningsmomentet på 340 Nm giver en næsten overrumplende trækkraft og fine fartpræstationer. Et lækkert sekstrins gear gør ikke fornøjelsen mindre.

Læg så herligheden i den vellykkede og velkørende CR-V, der i januar 2005 vandt Bil Magasinets stortest af suv’er. Mikset af næsten personbils-agtige køreegenskaber og komfort, et firehjulstræk med lamelkobling, der kobler sig selv ind efter behov, en lækker kabine og den kraftfulde, kultiverede diesel giver en af markedets mest vellykkede allroundere.

Merprisen i forhold til den også meget velspillende 2,0 benzin er dog i den tunge ende; med moms godt 40.000 kroner på gule plader og 95.000 kroner på hvide. Testbilen havde i øvrigt det fineste Executive-udstyr med bl.a. læder og navigation, men du kan roligt tage mellemmodellen ES i stedet – den har både gardinairbags, fartpilot, klimaautomatik og alufælge.

Som van koster ES-varianten 250.744 kr. -inklusive moms og på hvide plader 479.950 kr. mod Executive-udgavens 504.950 kr. Her er tre år -eller 100.000 kilometers fabriksgaranti og tre års lakgaranti.

HONDA CR-V 2,2i-CTDi EXECUTIVE VAN
Motor R4, 2.204 cm3, 16V, turbodiesel
Ydelse 140 hk ved 4.000 o/min
340 Nm ved 2.000 o/min
0-100 km/t. 10,6 sek.
Topfart 180 km/t.
Forbrug 14,9 km/l EU-miks
Årlig ejerafgift 3.680 kr. (priv: +5.040 kr.)
Vægt/lastevne 1.600/550 kg
Mål (L/B/H) 464/179/171 cm
Bagagekapacitet 1.568 liter
Dækmontering 215/65R16
Værditab 3år/60.000 km ca. 85.000 kr. (32 pct.)
Reservedelsindeks 158
Pris 263.744 kr.
Pris uden afgifter ca. 185.000 kr.

VI SYNES…Ikke billig, men mikset af en lækker maskine i en af markedets bedste kompakt-suv’ere kan kun resultere i en vinder.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...