Yes sir! Giv mig et stykke landevej og en Civic Type R. Nu fås raketten på gule skilte
Yes sir! Giv mig et stykke landevej og en Civic Type R. Nu fås raketten på gule skilte© bilmagasinet.dk

Honda Civic Type R van

Dit pizzabuds vådeste drøm

16. april 2008 af Bilmagasinet



Honda Civic Type R er noget af det mest kompromisløse - også som van

Af Carsten Nymann

Jeg tror desværre, at jeg ville blive permanent vinter-deprimeret, hvis jeg selv havde en Civic Type R.

Den bil fortjener en ejer, der bor langt ude på landet, hvor der findes masser af menneske- og biltomme, snoede landeveje. Hvor der er plads til at lade de seks gear arbejde, og hvor man ikke er ved at banke op i bagen på en bybus, hver eneste gang de 5.400 o/min er nået, og VTEC-systemet tager over. Når man som jeg bor inde midt i byen, sidder man i stedet og føler sig så indebrændt som en nonne med den søde kløe: "Slip mig fri!.... Flyt jer!.... Argghh," lyder det igen og igen i rumskibskabinen, mens man hugger igennem myldretidstrafikken.

En Type R skal have plads. Får den det, så er den noget af det mest underholdende, der kører rundt derude. VTEC-motoren er blevet mere harmonisk end i forgængeren, men den skal stadig have nogen over nakken, før den for alvor leverer varen. Den har ikke en moderne turbomotors momentkurve, så du kan ikke sidde og hygge-bundtrække ud af lyskrydsene. Aktiverer du speederen, så har du bare at mene det alvorligt. For det gør bilen. Type R er bygget til race fra bunden og er tæt på knusende hård. Den æder hjørner som få andre, og så lyder den fantastisk, når uhyret mellem forhjulene nærmer sig det røde felt.

Kabinens layout og udførsel er en smagssag. Undertegnede kan f.eks. ikke se instrumenterne, hvis rattet er indstillet optimalt, og dørsiden giver mærkbart efter, når sideruden rulles ned. I basisudgaven ligner radioen også noget, der er hentet i 1. generation Daihatsu Charade. Men allright, hvis man prioriterer køreglæden, så betyder den slags ikke så meget.

I denne Van-udgave handler det i særdeleshed om at prioritere køreglæde. Helt ærligt ser det jo ikke godt ud med gule plader på en Civic, men du får sindssygt meget sjov for pengene - hvis altså du har plads omkring dig.

HONDA CIVIC TYPE R van
Motor  R4, 1.998 cm³, 16V
Ydelse  201 hk ved 7.800 o/min
            193 Nm ved 5.600 o/min
Topfart 235 km/t         
0-100 km/t 6,6 sek.
EU-miks 11,0 km/l      
Årlige afgifter 6.850 kr.
Mål (L/B/H)     425/177/144 cm
Vægt/last/påhæng         1.372/328/1.400 kg
Bagagerum       1.352 liter
Dæk     225/40ZR18
Reservedelsprisindeks   90
Værditab/3 år   ca. 105.000 kr. (45 pct.)
Pris inkl. moms 228.000 kr.

VI SYNES...Selv om der findes GTI'ere, som er lettere at leve med, er Civic Type R bare en råfed racer - gule plader eller ej

 

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...