Honda Civic Type R: Så er ventelisten åben

Honda indleder produktion af den nye GTI på fabrikken i England

2. december 2014 af Bil Magasinet

Honda indleder produktion af den nye Civic Type R på fabrikken i Swindon, England, og åbner samtidig for en venteliste hos de britiske Honda-forhandlere. Der er så stor interesse for at blive først bag rattet, at det er muligt at lægge £3.000 (28.000 kr.) i depositum for at få en plads forrest i køen.

Honda lover, at det bliver den mest ekstreme Type R i R-modellernes 22-årige historie inklusive skrigeren Integra R og superbilen NSX, og det er noget af en påstand.

 

Motoren er en 2-liters benziner med variabel ventilstyring (i-VTEC), turbolader og mere end 280 hk. Den er første indslag i Honda's næste motorgeneration (Earth Dreams Technology) og overholder EU6-emissionsnormen.
 

Forrygende tv-reklame for den nye Civic Type R: Honda går over til den mørke side

Turboladeren er den første i en Type R-bil og har to formål: Forbrug og CO2-udslip skal ned, og momentet ved lave omdrejninger skal op. Et af kritikpunkterne ved de hidtidige R-motorer har netop været deres hysteriske temperament. Når du træder på gaspedalen i R-motor, sker der ingenting, før omdrejningstælleren passerer 4.500 o/min. Her omdanner det særlige ventilstyringssystem motoren til en skrigende racermaskine, og så tager fanden ved bilen.

 
Honda lover, at de ikke kastrerer den berømte Type R, men tværimod gør den mere alsidig ved både at have turbomotorens solide bundtræk og VTEC-systemets skrigen og ydelse ved høje omdrejninger.

"Honda har haft fire bilmodeller med Type R-betegnelsen: Civic, Integra, Accord og NSX. Motoren i den nye Civic Type R er den mest effektive hvad angår rå hestekræfter, moment og speederrespons," siger Suehiro Hasshi, Large Project Leader for Civic Type R hos Honda R&D.
 
Hasshi fortæller, at den nye Type R har meget mere end blot en ny motor at byde på, for eksempel det nye +R-køreprogram. Det skærper motorens vilje til at tage omdrejninger, hæver ydelsen ved høje omdrejninger på bekostning af moment ved lave, giver en mere race-orienteret servoassistance til styretøjet og indstiller den 4-trins justerbare undervogn til ultimativ handling.
 

“I default standard køreprogram er Civic Type R en agil og sporty hverdagsbil med fartressourcer. +R-knappen giver føreren en mere dynamisk og atletisk bil, og gør den oplagt til en trackday for den entusiastiske kører," siger Suehiro Hasshi.

Honda Civic Type R årgang 2015 er udviklet og skal bygges hos Honda i Swindon, England. Den forventes til Danmark i foråret 2015.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...