Honda Civic Sedan US forende rød nat i byen
© Honda

Helt ny Honda Civic lanceret i USA: Har den kurs mod Europa?

11. generation af Honda Civic er debuteret som sedan i USA. Honda Danmark vil ikke afvise, at den er på vej hertil

4. maj 2021 af Frederik Hauschildt

Splinterny Honda Civic i USA

Amerikanerne havde onsdag den 28. april muligheden for at byde en officiel velkomst til den 11. generation af Honda Civic. Selv om bilen bærer nogle styling-mæssige ligheder med den nuværende, så er modellen på billederne helt ny.

Den nye Civic opgraderer på den forrige generation på en række punkter: Blandt andet er interiøret nyt, og ting som et fuldt digitalt instrumentbræt og et omfattende BOSE-lydsystem debuterer i en Civic.

Honda Civic Sedan US interiør
© Honda

Designmæssig opdatering af Civic

Kabinen er også ny. Den er blevet mere simpel og mere digitaliseret, og 9" skærmen er integreret på en måde, der skal give et mere moderne indtryk. Designmæssigt er kabinen mere 'ren' ifølge Honda, og der er færre linjer gennem interiøret end hidtil.

Eksteriøret er også nyt: Forenden er mere i stil med Hondas eksisterende modeller, og dele af denne kan genkendes fra for eksempel Honda Jazz. Den samme form for 'oprydning' som foregår i interiøret går også igen på ydersiden, hvor Civic er blevet mere nedtonet. Her er fjernet mange linjer, og der er skruet ned for mængden af ikke-funktionelle luftindtag.

Honda Civic Sedan US bagende sort dag i byen
© Honda

Kommer den til Europa?

Det korte svar er: Ikke lige nu. Efter nyheden om den nye Civic blev delt af Honda i USA, tog Bil Magasinet kontakt til Honda i Danmark.

"Honda Civic har historisk lanceret i USA som sedan, før den har gjort i Europa. Den lanceres først i USA som sedan, og siden kan vi forvente at Civic som hatchback i Europa," siger pressechef hos Honda i Danmark, Thomas Larsen. 

Han fortalte også, at bilen med høj sandsynlighed først vil nå vores del af verden i løbet af 2022.

Vi opdaterer naturligvis, når vi ved mere om den 11. generation af Honda Civic.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...