Biltest af Honda Civic 1,6 LS tredørs
Biltest af Honda Civic 1,6 LS tredørs© bilmagasinet.dk

Honda Civic 1,6 LS tredørs

Lygtemandens svanesang

18. marts 2004 af Bilmagasinet

Af: Thomas Hjortshøj

Honda Civic er peppet op med nye lygter, kofangere og skørter – køn er den stadig ikke

En gang var Honda Civic klassens frække dreng med et smart design, der fik alle andre hatchbacks – inklusiv mærker som Alfa Romeo – til at ligne dårlige undskyldninger. Men sådan er det ikke mere. Pludselig spillede det funktionelle og fornuftige en hovedrolle, og designet mistede sin glød til fordel for mere familiære værdier – så vi fik den nuværende Civic. Den er en hatchback med en mini-mpv’s proportioner, så den uden problemer kan rumme en familie med tilhørende habengut. Men fræk – det er den ikke, og nu har Honda forsøgt at råde bod på det ved at give Civic et mindre facelift.

Den er blevet piftet op med ændrede forlygter, kofangere,
skørter og baglygter, så den kan genvinde noget af den frække appeal, forgængerne besad. Det pynter, men redder ikke Civics design. Det svarer til, at Pia Gjellerup flyttede hårspændet over i den anden side og fik en ny håndtaske. Den tredørs Civic kan gå an, men den femdørs ser stadigvæk forkert ud.

Også inden døre er der små ændringer at spore – nye instrumenter, gearknop, sæder og nye toner på instrumentbordet. Det er ingen revolution, og Civic er stadig et uinspirerende sted at opholde sig i forhold til biler som Mazda 3 eller VW Golf. Dog er der et plus til sportssæderne i tredørs-versionen, der passer mig perfekt, og ergonomisk kan et instrumentbord næppe indrettes bedre med gearstangens placering i midterkonsollen og knapperne til ventilationsanlægget kun få centimeter fra rattet. Det flade gulv giver masser af plads, og her imponerer femdørs-udgaven, som må være den rummeligste i klassen.

1,6 er det bedste valg
Udover det kosmetiske er det i småtingsafdelingen, at forbedringerne skal findes, og du opdager dem sikkert ikke, med mindre du lige er steget ud af en 2003-model. Men der skulle være bedre støjisolering, og affjedringen er blevet fintunet for at give en anelse mere komfort. Civic har altid kørt godt og gør det stadigvæk, selvom en Mazda 3 har mere driver appeal. Affjedringskomforten er i orden, og Honda har fået reduceret noget af den hjulstøj, der plagede tidligere modeller. Styretøjet er præcist, og specielt tredørs-versionen har god balance og føles sportslig i sin opførsel. Testbilen var udstyret med 1,6-liters motoren, som klart er at foretrække, da den har mere bid over et bredere omdrejningsfelt, hvor 1,4-liters motoren først rigtig lever over 4.500 o/min. Med en prisforskel på kun 10.000 kr. mellem de to er 1,6-versionen klart at anbefale, specielt hvis du vælger en femdørs-udgave og agter at udnytte det rummelige karrosseri.

Kolde følelser
Generelt er det svært at finde de store minusser hos Civics talenter, for den byder på meget bil for pengene, god teknik, inspirerende køreegenskaber og med stor sandsynlighed et problemfrit ejerskab. Hvad er der så at brokke sig over? Trods mange pluspoint på kontoen kan jeg bare ikke finde de varme følelser for Civic – alene på grund af designet.

Honda Civic 1,6 LS tredørs

SPECIFIKATIONER
Motor R4, 1.590 cm3, 16V
Ydelse 110 hk ved 5.600 o/min,
152 Nm ved 4.300 o/min
0-100 km/t. 10,2 sek.
Topfart 187 km/t.
Brændstofforbrug EU-miks: 14,9 km/l
Årlig ejerafgift 2.520 kr.
Vægt 1.100 kg
Mål (L/B/H) 414/170/144 cm
Bagagekapacitet 315 liter
Totaløkonomi Også her bliver afskrivningen på 31 procent over tre år/50.000 kr. Men da nyprisen på 1,6 LS er højere, taber du i kroner og ører lidt mere, nemlig ca. 64.000 kr.
Reservedelsindeks 120
Pris 204.950 kr.

VI SYNES...Den tredørs Civic er mere inspirerende at køre i og at se på, men jeg vil hellere putte mine penge i den mere sexede og velkørende Mazda 3.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...