Facelift: Honda CR-V med kraftigere dieselmotor

SUV'en bliver frisket op med 9-trins aut.gear og en 160 hk dieselmotor

26. januar 2015 af Bil Magasinet

Honda's 2,2-liters dieselmotor udgår til fordel for en 160 hk udgave af den 1,6-liters i-DTEC. Motoren findes allerede i CR-V med 120 hk, men for at overgå den 2,2-liters har den fået to turboladere. Honda skriver, at den indre friktion i motoren er 37 pct. lavere i den 1,6-liters, og at den svarer til en benzinmotor. Snitforbruget er angivet til 20,4 km/l. Momentet er 350 Nm, og CO2-udslippet er 11 pct. lavere end fra den 2,2-liters.

Det nye totrins turbosystem består af en turbolader, der arbejder med højt tryk ved lave omdrejninger, og én, der arbejder med lavt tryk ved høje omdrejninger. I mellemområdet arbejder begge turboladere. 1,6 i-DTEC opfylder EU6-normen og varianten fås med firehjulstræk som ekstraudstyr. 

 

Standard i Honda CR-V er 6-trins manuel gearkasse. Som ekstraudstyr fås et nyt 9-trins aut.gear, der erstatter det nuværende 5-trins. Den nuværende 2,0 benzinmotor med 155 hk fortsætter uændret i modelprogrammet.

2015 Honda CR-V får et nyt audio- og kommunikationssystem, Honda Connect, med DAB/FM/internet radio, Bluetooth, internet browsing, navigation og bakkamera. Systemet er kompatibelt med Android 4.0.4 og betjenes via en 7" trykfølsom skærm.

 

CR-V får også en ny aktiv fartpilot,der skulle være bedre til at forudsige trafikken, blandt andet i situationer, hvor en bil skærer ind foran dig. Her er den nuværende Honda CR-V meget nervøs og reagerer med en dramatisk opbremsning, der gør det til en ukomfortabel oplevelse af bruge fartpiloten. Et nyt system med både radar og kamera skulle være bedre til at følge med i trafikken.

Designmæssige ændringer begrænser sig til en ændret kølergrill og et let redesign af bagenden. Den faceliftede CR-V forventes til Danmark sidst på foråret.

 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...