K-biler beskriver en særlig, lille biltype, som japanerne er vilde med, og som man umiddelbart kunne overveje at få til Danmark. Honda S660 ligner i hvert fald en lille charme-roadster, der ville gøre sig godt i konkurrence med Mazda MX-5, ikke sandt?
Lad os lige træde et skridt tilbage. For at forstå bilen skal man nemlig kende begrebet K-Cars. K står for "Kei", som er japansk for lille, og det skal tages helt bogestaveligt. En K-bil må maksimalt være 340 cm lang, 148 cm bred og 200 cm høj (!). Og så må motoren maksimalt været på 660 cm3 og 64 hk.
Er den det, følger en række privilegier. Først og fremmest må man købe en K-Car uden at dokumentere, at man har en P-plads til den, hvilket japanere ellers skal med større biler. Og så slipper ejere af en K-Car også med lavere skatter.
Begrebet har eksisteret i Japan siden 1949, så microbilerne er en integreret del af 128 millioner japaneres bilovervejelser. Resultatet er et stort udvalg af mange forkellige typer K-Cars, hvoraf den høje flyttekasseformede med den buttede snude synes at være det mest eftertragtede. Faktisk udgør K-Car over 35 procent af det samlede nybilsalg i Japan, som var på 5,56 millioner eksemplarer i 2014.

Honda og Mazda trak sig fraktisk ud af K-Car markedet i 1975, hvor salget var faldet til 150.000 styk. Honda vendte tilbage i 1991, hvor den lille centermotorsportsvogn Beat var med til revitalisere hele begrebet. Den blev en stor succes for Honda, som ikke desto mindre afstod fra at lave en efterfølger, og Beat udgik af programmet i 1996.
Honda er siden gået ind i K-Car markedet med flere modeller – blandt andet den charmerende lille N One, og nu er Honda så klar med en afløser til Beat. S660 hedder modellen, som design-mæssigt spiller på forgængerens udtryk. Den ligner virkelig noget man har lyst til at tage på sig, og det skal man næsten også gøre.
Jeg kørte Honda S660 under mit besøg hos Honda i oktober. Det er ikke rummeligheden i sig selv, der er problemet. Passagererne sidder tæt, og jeg var nødt til at åbne døren for at justere på ryglænets hældning. Ellers var førerstillingen faktisk helt o.k., hvis det ikke lige var fordi, at jeg måtte dukke hovedet en anelse for at se ud under forruderammens overligger – og jeg er altså kun 183 cm. høj. Derfor er bilen simpelthen for lille til Europa.

Noget andet er de indlysende begrænsninger i motorens bare 64 hk, og så var den i øvrigt forbavsende blødt affjedret. Med bare 148 cm i bredden føles krængningen ikke voldsom, men karrosseriet arbejder meget ved vognbaneskift. Den skriger på en strammere undervogn og 40 hk mere, men det sker nok ikke.
Noget andet er, at den lille Honda N One ellers ligner noget, der kunne gøre Honda konkurrence-dygtig i forhold til Toyota Aygo, Kia Picato og flere. Men det sker nok heller ikke. Derfor regner jeg heller ikke med, at jeg kommer til at køre Honda S660 igen. Men det var da sjovt, så længe det varede...