Dansker står bag genialt bilspil på nettet, som endda er gratis

Er du født i 80'erne og vild med bilspil som OutRun og Test Drive, vil du elske Honda's nye gratis bilspil, der har dansk islæt.

16. februar 2020 af Søren Juul

“Beat That” er navnet på det nye online spil fra Honda’s amerikanske søstermærke Acura, som den forgangne uge har forårsaget utallige overspringshandlinger på redaktionen – og fået amerikanske bilblade som Car & Driver og Road & Track til at gå i selvsving af begejstring.

© MullenLowe

Kør i alle de fede Honda-modeller

Spillet, der fungerer ligeså godt på smartphone, tablet eller en computer, lader dig køre om kap mod stopuret på seks forskellige baner, i seks forskellige Acura-modeller fra forskellige tidsperioder. Grafikken er lavet, så den passer til årstallet hvor bilerne var nye.
 
Man starter ud i en Honda (Acura) NSX på en bane, der med sin 8-bit grafik og simple lydspor tager nogle af os her på redaktionen tilbage til dengang, hvor vi spillede bilspil på en Amiga 500.

Bil Magasinet giver dig hver måned de bedste bilhistorier i Danmark så husk at købe et abonnement lige hér! Det tager kun 2 minutter og koster 99 kr. for de første 3 numre...


Kører du hurtigt nok, går du videre til næste niveau, hvor der venter en Honda Integra. Herefter følger en række Acura-modeller, som vi ikke rigtig kender, men underholdningsværdien er i top.

At du kan udfordre dine venner eller kollegaer ved at sende dem en invitation over de sociale medier, gør det hele endnu sjovere. 

Du kan spille spillet her.

© MullenLowe

Danske Martin står bag spillet

En af de bærende kræfter bag spillet er danske Martin Pagh Ludvigsen, der er vild med biler.

Han er til daglig vicepræsident og Creative Technology Director hos reklamebureaet MullenLowe i El Segundo, Californien, som har Acura som kunde. Acura er i USA for Honda, hvad Lexus er for Toyota. Vi har spurgt Martin om baggrunden for det nye spil, som har gjort os lettere afhængige. 

© MullenLowe

Hvad er din rolle i det her nye spil?

"Ideen til spillet kommer fra MullenLowe, Acuras reklamebureau i El Segundo, Californien. Her er jeg en af de ledende, kreative kræfter, der har været med til at udvikle ideen, og ikke mindst fået Acura til at købe den.

Efter ideen blev solgt til Acura var jeg en ledende del af det team, der designede og udviklede selve spillet i samarbejde med produktionsselskabet Active Theory i Venice, der vandt udbuddet om at producere spillet."

© MullenLowe

Hvor lang tid tog det at lave?

"Vi startede ideudviklingen til den digitale del af Acuras "Less Talk, More Drive" kampagne i september 2019. Spillet blev godkendt til produktion midt i november 2019, og produktionen gik igang kort tid efter. Så vi havde en travl jule-"ferie"."

© MullenLowe

Hvad var det sværeste i processen?

"Når man nu som jeg har en lang, digital baggrund, har en stor bilkunde, og har spillet computerspil siden 1980'erne er det altid fristende at præsentere vores kunde for en spil-ide.

Men for en bilkunde er deres kampagner som regel fokuseret omkring lanceringen af en ny bilmodel, og lanceringen af en ny, 3-sæderækkers SUV (eller hvad den seneste model nu er) er sjældent det bedste udgangspunkt for at lave et rigtig fedt og medrivende spil.

Men i 2019 bad Acura os om at lave en kampagne, der skulle fokusere på Acura som brand, og ikke på en enkelt bilmodel. Samtidig åbnede de døren på klem for, at vi kunne lade deres klassiske biler (såsom den oprindelige Acura NSX og verdens bedste forhjulstrukne bil, Integra Type R) indgå i kampagnen.

Bil Magasinet giver dig hver måned de bedste bilhistorier i Danmark så husk at købe et abonnement lige hér! Det tager kun 2 minutter og koster 99 kr. for de første 3 numre...

Så med udgangspunkt i det brief lavede vi en TV-kampagne, der fejrede Acuras biler gennem de sidste 30 år, og den TV-kampagne betød, at vi endelig havde et helt fantastisk udgangspunkt for at lave et spil, hvor fans af Acura kan få lov at køre intet mindre end seks af Acuras biler fra de sidste 30 år. Så det klart sværeste ved at lave det her spil har været at vente til det helt rigtige øjeblik, før det gav mening at lave et rigtig fedt spil."

© MullenLowe

Hvordan kom I på idéen med at lave det i retrostil?

"Den ældste bil i spillet, Acura NSX, er fra 1991. Derefter følger Integra Type R fra 1998. Så vi har altså at gøre med et par nedslag i bilhistorien fra de sidste 30 år.

Acura er ikke det mest kendte mærke i Danmark, men her i USA repræsenterer særligt de to biler en særlig kultur og nostalgi for rigtig mange mennesker, der fik deres første bil i 90'erne.

En anden utrolig vigtig del af de samme menneskers kultur var computerspil. Med "Beat That" har vi taget de to dele af amerikansk populærkultur under kærlig behandling, og givet fans mulighed for at køre deres ungdoms biler i en stil, der henter inspiration fra computer- og arkadespil fra den tid.

Men samtidig har vi også hentet inspiration fra en lang række nyere spil, efterhånden som spillet når frem til de moderne biler, og særligt når man når frem til de sidste baner, med NSX, der er en moderne hybrid-superbil, og Type S konceptbilen, er der skruet helt op for den moderne og endda futuristiske inspiration."

Bil Magasinet giver dig hver måned de bedste bilhistorier i Danmark så husk at købe et abonnement lige hér! Det tager kun 2 minutter og koster 99 kr. for de første 3 numre...

Hvad er din egen rekordtid?

"Vi var et større hold, der var med til at udvikle spillet, måske 30 mennesker i alt. Og blandt de 30 mennesker lå jeg konsekvent øverst på top 10-listerne over de bedste tider på alle seks baner. Men så blev spillet frigivet til offentligheden i sidste uge, og så kan det nok ellers være, at jeg fik baghjul af de rigtige gamere."

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...