
Genéve Motor Show 2019 har givet os et indblik i fremtiden. Nogle af bilerne placeres langt ude i fremtiden, men med E Prototype har Honda har præsenteret en elbil, der i en meget overskuelig fremtid skal køre rundt i de europæiske byer.
Jeg hæfter mig ved, at E Prototype er en hyldest til et designsprog, der på væsentlige punkter udstråler folkelig charme, og som samtidig omfavner moderne løsninger.
Videreudvikling af EV Concept
Honda E Prototype er en videreudvikling af konceptbilen fra 2017, der bærer navnet Urban EV Concept. Forgængerens formsprog fastholdes tydeligt i designet, og Honda understreger dermed, at E Prototype er et seriøst bud på, hvordan fremtidens bybil kan se ud. Blandt de mest fremtrædende design-features er forlygterne, der i deres geometriske enkelhed leder tanker hen på den første generation VW Golf.
E Prototype dropper sidespejle
Rigtigt nok peger forlygterne tilbage i bilhistorien, men E Prototype er ikke bare ren designromantik. Det understreges på futuristisk vis med fravalget af traditionelle sidespejle. Føreren af bilen orienterer sig ved hjælp af kameraer, der videresender livebilleder af byens tætte trafik. En løsning, vi tidligere har prøvet i Audi E-Tron.
80% på 30 minutter
Honda er klar over, at vejen til de europæiske markedsandele går gennem et anvendeligt forhold mellem rækkevidde og ladetid, og derfor præsterer E Prototype en rækkevidde på ca. 200 km, og løber du tør for el-juice, lover Honda, at batteriet er 80% opladet efter 30 minutters ladetid.
Baghjulstrækket revitaliseres
Foruden udholdelige ladetider skal fremtidens byboer lokkes med involverende køredynamik, og E Prototype trækker derfor på baghjulene, hvilket ifølge Honda er med til at sikre en sjov køreoplevelse. Konceptbilen viser med dette valg, at forhjulstrækket - som i hverdagsbiler har fået status som selvfølgelighed - ikke nødvendigvis nyder samme status i fremtidens elbiler, da disse muliggør nogle tekniske valg, der ellers ikke var hensigtmæssige i fossildrevne familieslæder. Vi ser frem til, om det eldrevne baghjulstræk holder, hvad Honda lover.

Smagfuld kabine
Indenfor fortsætter futurismen, men ikke i en så ekstrem grad, at det føles direkte fremmedgørende. Fra venstre til højre er E Prototype indhyllet i skærme, men Honda har sikret en vis form for jordforbindelse med materialevalget, hvormed den urbane chauffør kan få berøringskontakt med overflader af træ, der er smagfuldt placeret. Det er med til at tilføre en varm atmosfære i kabinen.