Japanske Mugen blev grundlagt i 1973 af Hirotoshi Honda og Masao Kimura og etablerede sig hurtigt som firmaet, der udvikler Hondas racermotorer såvel som performance-dele og bodykits til gadebilerne.
Det seneste bodykit er lige blevet præsenteret på Tokyo Auto Salon og dét giver svar på spørgsmålet, som ingen ved sine fulde fem kan have stillet: "Honda Civic Type R ser underspillet og tam ud som standard, så kan jeg få den med et Audi-fjæs og nogle flere skørter, tak?"

Det skorter ikke med luftindtag, skørter og spoilere på en standard Civic Type R.
© Honda
En hækspoiler i størrelse Ferrari F40 og tre udstødningsrør gør standardbilen temmelig iøjnefaldende. Men ikke nok, hvis du spørger Mugen.
© HondaBodykittet til dem, der ikke kan få deres Type R vild nok, har fået navnet RC20GT. Det dækker over en ny front med en enorm grill a la Audis singleframe, en motorhjelm med gæller, en forkofanger med en mere aggressiv frontsplitter, nye sideskørter, en ny hækvinge og en ny bagkofanger med et enkelt udstødningsrør i stedet for tre, siddende i en motorsportsinspireret diffuser. Hele bodykittet er lavet i kulfiber og giver ifølge Mugen Honda Civic Type R en forbedret aerodynamik og køling af motoren.
Titanium-udstødning og justerbar undervogn
Der medfølger en ny titaniumudstødning i bodykittet, men vi har ingen oplysninger om den har nogen effekt på den toliters turbomotor. Som standard yder den 320 hk.
Til gengæld ser bilens køreegenskaber ud til at være skærpet med nye 20" fælge, en justerbar undervogn, kraftigere bremser, skålsæder med h-seler og et tykkere rat med top- og bund lavet af kulfiber.
Mugen kalder konceptbilen for en "pre-produktions" bil, så meget tyder på, at bodykittet kommer i produktion.

Mugen RC20GT er indtil videre kun en konceptbil, men den skulle være tæt på produktionsklar.
© Mugen