Årets Brugtbil 2014: Honda Civic

Civic vurderes til at være det bedste brugtbilkøb i øjeblikket foran BMW 3-serien, Skoda Octavia, Ford Mondeo og Mercedes-Benz C-klasse

11. april 2014 af Bil Magasinet

Hondas mellemklassemodel Civic vinder titlen som Årets Brugtbil 2014.

"Honda er en køreglad bil med et markant design, som ikke er falmet med alderen. Den er solid og driftssikker, og samtidig er brugtpriserne meget fornuftige," siger Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bil Magasinet og jurymedlem om Honda Civic's kvaliteter som brugtbil.

Civic er internationalt kåret i flere omgange som en velkonstrueret model, der stort set ikke har nogen mekaniske svagheder. På det danske marked lever den dog i skyggen af de mere sælgende modeller i mellemklassen.

"Honda Civic er blandt de mest oversete biler på markedet. Her er god plads, gode motorer og godt udstyr. Samtidig er Honda Civic blandt de mest pålidelige biler overhovedet," vurderer Ebbe Sommerlund fra Motorjournalisten.dk.

Læs Ebbe Sommerlunds aktuelle brugttest af Honda Civic

 

Det er anden gang på tre år, at en Honda bliver Årets Brugtbil. Tilbage i 2012 løb Honda Accord med titlen.

En beregning som BilBasen har foretaget viser, at de samlede omkostninger ved at eje en Honda Civic i tre år løber op i cirka 1,80 kroner pr. kørte kilometer. Dermed er Civic'en marginalt dyrere end gennemsnittet for mellemklassen, der er 1,70 kr. pr. km.

Ved introduktionen af bilen i 2006 var der delte meninger om det markante design. Nu er der enighed om, at Honda Civic er en fremragende brugtbil og en værdig vinder i konkurrencen om at blive Årets Brugtbil 2014.

Det skriver Brugtbil Guiden 2014 om Civic

"Honda Civic er en af de mest driftsikre biler, du kan få. Udenpå er det eneste, der er værd at nævne på testbilen med 76.000 km på tælleren, at den højst sandsynligt har levet det meste af sig liv i storbyens gader. Sådan noget sætter spor ­gennem småridser, en enkelt bule og et par kantskader. Eneste ­fejl er fjederen til ­tankdækslet, der har det med at blive slap, så dækslet ikke springer ordentligt op.

Selv om bilen er fire år gammel og ikke har fået ekstra rustbeskyttelse, er det kun meget få steder, man kan skimte den orange syge. Hjulophæng, lejer og bøsninger er ikke det mindste slidte, og har masser af kilometer tilbage, før de giver problemer. Tjek alligevel de forreste støddæmperes bøsninger, da de kan hoppe ud af fæstningspunkterne med klonkelyde som resultat.

Det er sjældent, at vi i vores brugttest støder på en bil med få fejl, hvor brugtprisen er lav, og køreegenskaberne er i top. Men det gælder Civic, der i dén grad anbefales."

Nøgletal om Honda Civic på brugtbilmarkedet

* Der er solgt 4.113 eksemplarer af modellen på det danske marked.

* Der er godt 90 eksemplarer til salg.

* Priserne starter ved 79.000 kroner for en 2006 model, der har kørt 155.000 km.

* Reservedelsprisindekset er 115 for en 1,8 liters benzinudgave, og serviceprisindekset er på 122.

* Køber man en 2010-model til ca. 150.000 kroner, så vil afskrivningen set over tre år og 60.000 kilometers kørsel være ca. 45 procent.

* De samlede omkostninger (TCO) ved køb af en 2010-model til ca. 150.000 kroner vil være 1,81 kr. pr. km. Heri indregnet alle finansierings-, forsikrings- og driftsomkostninger samt værditab.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...