Her er de VÆRSTE biler, vi kørte i 2022

Der er mange gode, nye biler derude – men engang i mellem går det helt galt. Vi har samlet alle de biler, som fik UNDER 3 stjerner i Bil Magasinet i 2022.

29. december 2022 af Redaktionen

Mitsubishi Eclipse Cross (2 stjerner)

Eclipse Cross tog den tvivlsomme ære at blive kåret til “Årets Citron” af Bil Magasinet i starten af 2022. Kort tid efter havde Søren Juul fornøjelsen af bilen, og i en snestorm gjorde den firehjulstrukne plugin-hybrid sig lidt bedre, men dog ikke nok til at inkassere mere end to sølle stjerner:

“Årets citron smager mindre surt i en snestorm, men der er billigere og bedre konkurrenter.”

© Søren Juul

Dacia Spring (2,5 stjerner) 

Dacia Spring er Danmarks billigste elbil, og i april satte vi den i duel med den forsvarende mester af billig elektrisk nærtransport: Volkswagen e-Up.

Den billige Dacia måtte desværre se sig slået af den lidt dyrere VW, da den blot scorede 2,5 stjerner i testen:

“Spring krænger som en bil fra det forrige årtusind gennem sving, og over niveauændringer har bilen for vane at løfte et af de to forhjul, hvilket resulterer i uchamerende hjulspind.”

© A. Hansen

MG Marvel R (2,5 stjerner)

Den store el-SUV fra kinesiske MG formåede at score dårlige karakterer hele to gange i 2022 – først havde Mikkel Thomsager fat i den tre-motorede Performance-variant, som han kalder en “distanceblænder”. Senere på året testede Mathias Brandt den lidt billigere Luxury-variant, men heller ikke besparelsen kunne redde MG Marvel R, der fik 2,5 stjerner i begge test:

“Blandt andet leveres bilen standard med en automatisk vognbaneassistent, hvilket i mange biler vil øge kørekomforten og ikke mindst sikkerheden. Det er dog den stik modsatte oplevelse i MG Marvel R - systemet opleves direkte farligt!”

XEV Yoyo (1,5 stjerner)

XEV Yoyo er teknisk set ikke en bil – i hvert fald er den indregistreret som en firehjulet motorcykel i Danmark, og den er ikke meget andet end et elektrisk alternativ til cyklen: Affjedringen er stenhård, den har ikke servostyring, og bagagerummet er på 0 liter. Mikkel Thomsager “belønner” den med sølle 1,5 stjerner:

“30 km/t føles hurtigt, når man hopper i sædet og korrigerer på rattet.”

© A. Hansen

Suzuki Vitara (2 stjerner)

Suzuki Vitara har fået nyt hybridsystem og med det følger en ny, automatiseret manuel gearkasse, som slet ikke spiller. Hybriden kan ikke fås med andre gearkasser, og så kører den endda kun minimalt længere på literen end den mere traditionelle mild-hybrid, som er 40.000 kr. billigere – og så er den endda hurtigere.

Det er nok til, at slå Frederik Frey’s entusiasme over den gammeldags Suzuki Vitara ihjel, og det blev kun til 2 stjerner.

“Ved igangsætning og skiftet fra første til andet gear er bevægelsen hakkende, sløv og alt andet end elegant, også selv om du træder med forsigtige kattepoter på speederen.”

© Frederik T. Frey

Mazda CX-5 (2 stjerner)

Mazda CX-5 kom i anden generation i 2017 og var en vellykket crossover, og i løbet af 2022 fik den et facelift. Desværre var testbilen udstyret med Mazda’s 2-liters benzinmotor, der ikke har turbo og dermed skal have fuld pedal, før den leverer noget som helst. Det er både dyrt og lyder heller ikke særligt godt, og Steen Bachmann kunne kun hoste op med 2 stjerner, mens han drømte om den mere vellykkede dieselvariant:

“Et på moment på 213 Nm helt oppe ved 4.000 o/min er næsten uanstændigt i 2022.”

© Steen Bachmann

Citroën Ami (1 stjerne) og Polaris Ranger EV (2,5 stjerner)

Lidt som med Xev Yoyo er Citroën Ami teknisk set en elektrisk firehjulet motorcykel. Den lille franske bybil får læssevis af kærlig opmærksomhed, når den kører rundt i København, men det er ikke nok til at varme føreren op, når sædet er lavet af plastik, varmeapparatet kun er til at afdugge ruden, og affjedringen er det julefedt, du har samlet på ballerne.

I en af de mærkeligste sammenligninger, vi nogensinde har lavet, satte vi Ami’en i duel med den elektriske arbejdshest Polaris Ranger EV. Her er døre og tørre sokker ekstraudstyr, og Ranger’en er ugudelig dyr, men det er lidt lettere at se meningen med dens eksistens, og derfor indkasserer den 2,5 stjerner over Citroën’ens ene, sørgerlige stjerne.

© Mathias Brandt

Maxus Euniq 6 (2 stjerner)

Nissan Ariya, VW ID.4 eller Maxus Euniq 6 – hvem leverer den bedste høje elbil til det danske folk? I hvert fald ikke Maxus, der både er håbløst gammeldags og dyr. Især den 1-fasede opladning er chokerende i 2022! ID.4 løb med en snæver sejr over Nissan Ariya, men begge bilerne mulede Maxus’en, der tog sidstepladsen med bare to stjerner:

“(Maxus Euniq 6) kandiderer til den ringeste elbil, vi har kørt i år. Havde den kostet 320.000 kr., kunne den have sin berettigelse, men til 414.900 kr. får den selv en Dacia Spring til at virke som et godt køb.”

© Søren Juul

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...