is på forruden

Tomgang skader både motor og miljø

Det kan være fristende at lade bilen stå i tomgang på kolde vintermorgener, mens man skraber is af ruden. Men kold tomgang er skidt for både miljøet og for motoren.

20. december 2017

Det er ikke sjovt at komme ud til en bil, hvor kabinen har samme temperatur, som vinteren udenfor. Is og sne er ikke nemt at skrabe af kolde ruder, og det kan virke som en god ide at lade motor og kabine varme op, imens man får børnene i flyverdragten eller snupper en kop kaffe. Men selvom isen bliver nemmere at skrabe af, så er der ulemper ved at lade bilen stå i tomgang, påpeger FDM.

”På travle morgener kan der være argumenter for, hvorfor man vælger at lade bilen gå i tomgang, inden man begiver sig ud i trafikken. Det kan give varmere kabine og gøre det lidt nemmere at skrabe isen af, men ulemperne for miljøet, motoren og naboerne, overskygger fordelene,” siger Peter Sahl, tekniker i FDM.

Når man lader bilen stå i tomgang, er det ofte ud fra den tanke, at man vil lade motoren varme op. Motor kan ganske vidst blive marginalt varmere ved tomgang, men driftsvarm i koldt vejr bliver den ikke, og slet ikke på de maksimalt 1-3 minutter, det i de fleste kommuner er tilladt at lade motoren stå i tomgang.

Kold motor = mere slitage

Når motoren er kold er forbrændingen dårlig, hvilket betyder, at der sendes flere forurenende partikler ud i miljøet. Den dårlige forbrænding belaster også motoren og motorolie, så der opstår unødvendig slitage

Skulle man være så uheldig at få stjålet sin bil med nøglerne i tændingen, dækker forsikringen ikke. Overtræder man reglerne for, hvor længe man må holde i tomgang, kan det desuden udløse en bøde. Dertil er det ulovligt at forlade bilen med nøglen i tændingen, da færdselsloven blandt andet siger, at man skal sikre, at køretøjet ikke uberettiget kan benyttes af andre, og det kan også udløse en bøde.

Det er altså svært at komme uden om at skulle ud og skrabe is. Ønsker man at undgå det kolde gys, som det kan være at sætte sig bag rattet i en vinterkold bil, bør man i stedet anskaffe sig en motor- og kabinevarmer. Det er den bedste måde at få motoren og kabinen varm på, inden man begynder kørslen.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, så snart du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.