Ingen dieselbiler

Tør du vælge satan's brændstof??

Det britiske bilprogram Top Gear kaldte konsekvent diesel for Satan’s brændstof. Efterhånden synes forbandelsen at brede sig. Flere byer vil forbyde det. Mikkel Thomsager guider dig til i din næste (by)bil.

23. januar 2018 af Mikkel Thomsager

Tør du vælge dieselbil næste gang? Stadig flere byer i Europa rasler med dieselbommen. Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men alene snakken vil givet vis få betydning for værdien af din dieselpersonbil, når du skal sælge den igen. Når vi alle hører, at dieselbiler er farlige, så bliver efterspørgslen mindre og afskrivningen dermed større.

Så hvad gør du?

Dieselmotorer i personbiler er en udpræget europæisk ting. I resten af verden er diesel forbeholdt lastbiler og erhvervskøretøjer, men især Sydeuropa har været glade for diesel i personbiler.

Også i Danmark har vi taget dieselbilerne til os de seneste to årtier. Måske mere som et udtryk for bilproducentenes vilje end et overvejet valg fra danske bilkøberes side. Faktisk måtte den danske bilbranche på et tidspunkt mane til overvejelse, da mange minibiler med små dieselmotorer fik udskiftet det dyre partikelfilter, fordi ejernes byagtige kørselsmønster gjorde, at filteret aldrig blev “brændt af” og dermed stoppede til.

Det problem er givet vis løst efter at Euro6- normen blev gældende i september 2014. Den strammede yderligere grænserne for, hvor meget dieselmotoren må udlede, og det i en sådan grad, at de fleste dieselmotorer fra da måtte benytte tilsætningstoffet urea, også kaldet AdBlue. Det sikrer kort fortalt, at filteret bliver ’brændt af’ uanset kørselsmønster.

Faktisk er en motor, der opfylder Euro6-­normen, renere end mange benzinmotorer, alt efter hvordan man opregner forureningen. Når mange byer truer med at forbyde dieselbiler inden for murerne, gælder det som regel kun for motorer fra før Euro6-normen.

Dette er en klumme fra Bil Magasinet, som du kan købe hér. Få 3 numre for 99 kr.

Da bølgerne gik højt i Tyskland tidligere på året indgik de tyske myndigheder og bilproducenter sågar et kompromis, hvor dieselmotorer bygget til at opfylde emissionsgrænserne ifølge Euro5-normen, som blev påbudt i Europa i september 2009, fortsat kunne køre i de udsatte tyske byer, hvis motorerne fik en mindre, teknisk opgradering, som producenterne vil foretage uden beregning.

I København fik det nærmest komisk karakter, da socialdemokraterne benyttede kommunalvalgkampen til at lancere et besynderligt forslag om at forbyde nye dieselbiler i indre by. Et forslag som ud over at være mærkeligt var letkøbt, fordi det kræver en Folketingsbeslutning at gennemføre det.

Hvis du ikke skal ind i København eller andre af de byer, der rasler med miljøbommen, kan du vel være ligeglad? Ikke helt.

De kommende år vil vi også i Danmark opleve en stadig større variation i tilgange til drivmidler i vores biler. Ikke bare som et udtryk for regulering fra myndighederne side, men også fordi producenterne vil skubbe på for at sælge nye teknologier.

Det kan blive en overvejelse i forhold til valget mellem benzin og diesel, men det kan lige vel være, at du skal overveje el – eller noget helt fjerde.

Her og nu bør du overveje om dieselmotoren virkelig er den rigtige løsning for dit transportbehov. Kører du mange kilometer, vil dieselmotoren fortsat være det rigtige valg, dels af økonomiske og økologiske årsager, men nok så meget af hensyn til din komfort.

Men har du et mindre, blandet, privat kørselbehov skal du i højere grad end tidligere være omhyggelig med at vælge den rigtige løsning, som kan være benzin – eller noget andet.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.