Vidste du? I disse 3 brugte biler kan du krydse Storebæltsbroen til halv pris!

Vi har været på brugtbilsjagt og fundet 3 biler, der hjælper dig på pengepungen, hvis du tid kører over Storebæltsbroen?Læs hele artiklen hér!

23. juni 2020 af Anders Richter

Spar penge, hvis du er under tre meter

På Bil Magasinet elsker vi at søge efter brugte biler, og vi ser det som en daglig udfordring at finde lige præcis dén bil, som kan dække et helt eksakt behov hos dig. I dag kigger vi hverken på store eller hurtige biler. I stedet finder vi tre brugte, som du kan krydse Storebæltsbroen med til (stort set...) halv pris. 

Normalt koster det 245 kr. at køre på tværs af Storebælt, men hvis du gør det i en bil, som er kortere end 3 meter, kan du gøre det for kun 130 kr. Når dit køretøj er kortere end 3 meter, bliver det klassificeret som en motorcykel, og pludselig kører du altså til den lave takst. Smart, ikke? 

Derfor kigger vi i dag på tre brugte biler, som kan spare dig for mange penge i hverdagen, i hvert fald hvis du ofte krydser Danmark på tværs. Bilerne er følgende:

Toyota IQ

En af de meget populære biler på brugtmarkedet er faktisk Toyota IQ. Det er nemlig noget så sjældent som en mikrobil under tre meter, der har plads til fire personer. Jep, vi ved godt, det lyder mærkeligt, men der kan faktisk sidde fire voksne i en Toyota IQ – og nej, du kommer ikke til at sidde godt, men du kommer da frem. 

Pt. er der kun nogle få til salg bl.a. på dba.dk. Denne benziner med 99.000 km på tælleren og et prisskilt ser mest interessant ud til 49.900 kr. 

Tjek!

Toyota IQ er en meget velbygget bil, og de bør ikke lide af særlige sygdomme. Dieselvarianterne er mest sjældne, og hvis du kører mange km, er den da også at foretrække. Benzineren er nu heller ikke værst. Vær ikke bange for høje km-tal. En IQ kan godt holde til dig. Overvej at importere en bil fra udlandet, da det danske marked for IQ er meget småt. 

Smart ForTwo

Hvis du ikke har noget imod begrænset motorkraft og kan leve med to sæder, findes der ikke en smart'ere (høhø!) bil end Smart ForTwo. Smart-bilmærket er en underafdeling af Mercedes, hvilket borger for kvaliteten. Da mærket kom frem, var det som et samarbejde mellem Mercedes-fabrikken og den schweiziske producent af ure, Swatch. Sidstnævnte stod for designet, mens Mercedes stod for teknikken. 

Motoren ligger bagi, og det er en 3-cylindret sag, som godt kan give lyd fra sig under acceleration. De første to generationer af Smart fandtes udelukkende med sekventielt gear, hvilket man lige skal vænne sig til i starten. Når du cruiser over Storebæltsbroen mærker du dog ikke meget til dig – så længe du altså holder dig fra overhalingssporet.

Vi har fundet et fint eksemplar til salg på Biltorvet.dk, som er den eftertragtede 71-hestes benziner med 165.000 km på tælleren. Du kan få lov til at tage den med hjem for 54.900 kr.  

Tjek!

Selv om motoren er på under en liter, kan Smart-bilerne faktisk køre overraskende langt, før der sker mekaniske svigt. Vi har endda hørt om en dansk læser, der for længst har krydset 300.000 km i sin uden nævneværdige problemer. Hvis du kigger på et eksemplar, kan det være en idé at alliere sig med 3literværkstedet i Herlev, som er specialister i lige præcis Smart ForTwo. Så går du i hvert fald ikke helt galt i byen. 

Fiat 500

Sidste mekaniske billede er den ikoniske Fiat 500 – dog i den originale variant. Grunden til det er, at retroudgaven af Fiat 500 er vokset så meget i længden, at den ikke længere holder sig under de tre meter. Det gør originalen dog stadig. Den kom frem i 1957, og var en af de biler, der gjorde det italienske folk mobile i efterkrigstiden. Over næsten to årtier blev det til fire mio. producerede eksemplarer, men i det tal tæller vi ikke de forskellige andre varianter med som eksempelvis den marginalt større Fiat 600. 

Den måler 297 cm i længden, vejer 499 kg og er udstyret med en motor på enten 0,5 liter eller 0,6 liter. Den oprindelige fra 1957 havde kun 13 hk på lager. Senere kom en Sport-variant med 21,5 hk, mens standardvarianten i 1960 blev opgraderet til 17 hk. En 500 Sport kunne ramme 105 km/t på toppen.

På Veteranposten kan vi finde en stribe originale Fiat 500 til salg. Én af dem, der skiller sig ud er denne gule Abarth-replika. Den koster hele 99.900 kr., men du kan finde dem fra omkring 40.000 kr. Hvis du vil have den ægte Abarth-vare, er de dog noget dyrere. Det kan du læse mere om hér!

Tjek!

Selv om en original Fiat 500 er en lille bil kan den gemme på mange fejl. Bilerne er gamle og har været igennem mange ejere. Nogle har levet et liv på gaden, mens andre har stået i garagen. Undersøg grundigt bilen for rust. Motoren skal også spille, men er dog simpel og billig at renovere. Hvis du ofte skal køre over Storebælt vil vi anbefale en af de to andre i artikel. En original Fiat 500 er altså pænt skrabet, og du sidder med benzintanken på knæene...

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...