varevogn papegøjeplader suzuki jimny

Suzuki Jimny er vendt tilbage som varebil og fås også på papegøjeplader med ret til fri privat kørsel.

© Søren Juul

Papegøjeplader: Kan det betale sig for dig?

Der er penge at spare på registreringsafgiften med papegøjeplader, men giver det mening for dig? Det får du at vide her, hvor vi gennemgår reglerne

1. januar 2023 af Mikkel Østrup-Jeppesen

Selvom der både kører veteranbiler med sorte plader og diplomatvogne med blå, så er de fleste nummerplader på de danske veje enten gule eller hvide. Men der er også dem, der både er gule og hvide: papegøjepladerne.

Hvad er papegøjeplader?

Hvor de gule nummerplader ene og alene er forbeholdt biler til erhvervskørsel, er de hvide nummerplader blot til privat brug. 

Hvis man til gengæld har brug for en bil, der kan benyttes i erhvervsmæssige såvel som private sammenhænge, så skal bilen køre med papegøjeplader.

Pladerne, der af denne grund både er hvide og gule, er derfor tiltænkt et delt kørselsbehov mellem erhverv og privat, men kan også bruges udelukkende privat. Det kræver, at man ikke har brug for sine bagsæder, der skal fjernes. 

Bilen bliver billigere i indkøb, fordi registreringsafgiften er lavere, men der skal betales en afgift ved privat benyttelse af papegøjeplader. Det er derfor værd at overveje sit behov, inden man smider et par gul-hvide plader på bilen.

mazda b2200 varevogn papegøjeplader
Chefredaktør Mikkel Thomsagers Mazda B2200

Der er betalt moms af bilen, men da papegøjeplader først blev introduceret i 2009, kører Mazda’en på gule nummerplader. Læs om Thomsagers pickup her.

Hvad koster papegøjeplader?

Prisen for et sæt papegøjeplader er 1.180 kr., og de kan købes hos en motorekspedition eller nummerpladeoperatør. Det er ikke meget anderledes, end hvis der var tale om et sæt hvide plader.

Den reelle pris for papegøjeplader skal til gengæld findes i registreringsafgiften og den privatbenyttelsesafgift, der løbende opkræves.

Registreringsafgiften differentierer alt efter, om bilen skal benyttes til privat eller erhvervskørsel. Skal bilen bruges til begge dele, og dermed køre på papegøjeplader, betales der betydeligt mindre i registreringsafgift, end hvis bilen skal på hvide plader.

Hvor man betaler op mod 150% i registreringsafgift for en normal bil på hvide plader, betaler man blot 50% i afgift for en varebil på papegøjeplader.

Bilen er dermed klækkeligt billigere, og besparelsen bliver kun større, jo dyrere bil man køber. Dette skyldes, at det danske afgiftssystem er indrettet trinvist, således at der først betales fuld afgift på 150% over 202.200 kr. 

Læs også: Her er tre bud på billige biler, der vil stige i værdi

Registreringsafgift hvide plader:

Op til 65.000 kr. - 25%

65.000 kr til 202.200 kr - 85%

Over 202.200 kr. - 150%

Registreringsafgift papegøjeplader:

Op til 63.400 kr. - 0%

Over 63.400 kr. - 50%

Kan det betale sig at have papegøjeplader?

Bilen behøver dog ikke koste over 200.000, før papegøjeplader kan svare sig. Eksempelvis vil en bil, der koster 150.000 kr. på hvide plader, koste 116.000 kr. på papegøjeplader. Det er en besparelse på 22%. 

Det er en pæn besparelse, men man skal være opmærksom på, at biler med papegøjeplader er omfattet af en privatbenyttelsesafgift. Derfor skal besparelsen på bilen være stor nok til, at det fortsat kan betale sig at betale den løbende afgift for privat benyttelse.

Det er begrænset, hvor meget mere bil man får for pengene med papegøjeplader, hvis man køber for under 200.000. Dette skyldes, at den fulde afgift på 150% omfatter bilens værdi fra 202.200 kr. og op efter. Det er derfor her, at man for alvor kan spare mange penge. 

Læs også: Hvilken leasingtype skal du vælge?

papegøjeplader varebil varevogn mercedes

Det behøver ikke være en G-klasse, men der er flest penge at spare på biler i et højere prislag.

© Mercedes Benz CPH

Privatbenyttelsesafgift

Det er ikke lutter lagkage og billigere biler, hvis man vælger et sæt papegøjeplader. Der skal nemlig betales afgift for at bruge en bil til både erhvervs- og privat kørsel - den såkaldte misundelsesafgift. Afgiften vil blive opkrævet med enten vægtafgift eller grøn ejerafgift.

Afgiften har forskellige satser, der varierer efter bilens vægt, og hvornår den først er indregistreret. Bruges bilen til både erhvervs- og privat kørsel, skal blot halvdelen af afgiften betales. Hvis bilen derimod udelukkende bruges til privat kørsel, skal der betales fuld afgift. Se de forskellige satser herunder:

Registreret første gang efter 2. juni 1998 og til og med 24. april 2007:

Til og med 2 tons: 1.120 kr.

2 tons til og med 3 tons: 6.250 kr.

3 tons til og med 4 tons: 6.250 kr.

Registreret første gang den 25. april 2007 eller senere:

Til og med 2 tons: 6.250 kr.

2 tons til og med 3 tons: 6.250 kr.

3 tons til og med 4 tons: 18.560 kr.

Satserne udgør den fulde afgift, men bruges bilen også til erhvervskørsel, slipper du med halv skade. Oversigten illustrerer også, hvorfor besparelsen på bilens indregistrering skal være af en hvis størrelse for at være økonomisk fordelagtigt. Privatbenyttelsesafgiften vil hurtigt overstige besparelsen, hvis du køber for billig en bil. 

Papegøjeplader giver momsbesparelser

Ved papegøjeplader foreligger der endnu en økonomisk gevinst. For biler på papegøjeplader, der bruges til erhvervs- og privat kørsel, kan moms trækkes fra driftsomkostninger. Her er det værd at bemærke, at momsen ikke kan trækkes fra købet af bilen, men blot på de efterfølgende driftsomkostninger.

Eksempelvis kan brændstof, vedligeholdelse og reparationer opgives momsfrit. Derudover kan du få et momsfradrag på erhvervskørsel, hvis køretøjet vejer over 3 tons.

Det skal også understreges, at der bør føres separate regnskaber for erhvervs- og privat kørsel. Udgifterne til privat kørsel kan nemlig ikke fratrækkes moms. I stedet er det omkostninger relateret til erhvervsmæssigt brug, der kan registreres som driftsomkostninger i virksomhedens regnskab.

Beskatning af fri bil

“Fri bil” er også, hvad der kaldes for “fri firmabil”. Du vil blive beskattet af fri bil, hvis du får stillet en bil på papegøjeplader til rådighed af en virksomhed. Dette betyder i praksis, at du beskattes en procentdel af bilens værdi og af et miljøtillæg, fordi du også benytter bilen under private forhold.

Læs også: 7 tips til billig opladning af elbil

Det er af ingen betydning for skatten, hvor meget du kører i bilen, og arbejdsgiveren skal sørge for, at beskatningen betales gennem din løn. Dette skal også fremgå af lønsedlen. Værd at bemærke er det også, at det normale kørselsfradrag ikke er gældende for fri bil. 

Beskatningen af privat brug af papegøjeplader kan give et ordentlig skattesmæk, hvis det ikke tages i opløbet. Skat anbefaler, at værdien af bilen indskrives med lønnen i din forskudsopgørelse (felt 201), fordi den indgår i beregningen af trækprocent og fradrag. Du kan beregne værdien af din bil og miljøtillægget hos Skat her.

Nedvej din bil på papegøjeplader

Når bagsæderne fjernes, er det for at gøre den brugbar som varevogn. Bilens vægt reduceres dermed også, og derfor er det muligt at nedveje bilen. Som bekendt fastsætter bilens vægt, hvor meget privatbenyttelsesafgiften er på - det samme er gældende for den halvårlige vægtafgift. Derfor er der yderligere penge at spare, hvis bilen nedvejes.

Det er ikke alle biler, der kan nedvejes.

  • Biler indregistreret efter 18. marts 2009 opkræves ikke vægtafgift, men derimod en grøn ejerafgift, og kan derfor ikke nedvejes.
  • Hvis bilen er indregistreret fra d. 25. april 2007 men før d. 18. marts 2009, er reglerne anderledes. Her kan vægtafgiften nedsættes på samme vis, men privatbenyttelsesafgiften kan ikke nedsættes til laveste sats.
  • Er bilen derimod indregistreret i perioden fra d. 2. juni 1998 til og med d. 24. april 2007, kan den nedvejes, og her kan begge afgifter nedsættes.

Der er stor forskel på afgifternes størrelse, hvis bilen på papegøjeplader nedvejes fra over til under 2 tons. Eksempelvis vil en bil fra 2006 på 2.3 ton falde 6.250 kr. til 1.120 kr. i afgiften for privat benyttelse, hvis den nedvejes til under 2 tons.

Sådan nedvejes en bil på papegøjeplader:

  1. Køretøjet nedvejes hos en synsvirksomhed.

  2. Der skal anmodes om værdifastsættelse af nedvejning hos Motorregistret eller en privat virksomhed. Dette er gratis hos Motorregistret, men virksomheder vil opkræve et salær. Vær opmærksom på at virksomhederne ikke kan afregne afgiften på import af nye køretøjer, autocampere, busser eller veterankøretøjer.

  3. Betal ny registreringsafgift. Skat beregner en registreringsafgift, og deres afgørelse fremgår af Motorregistrets TastSelv.

  4. Efter betaling vil Skat ændre registreringen af varebilen i Motorregistret. Både vægt- og privatbenyttelsesafgift vil herefter reguleres.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...