Kia Ceed SW PHEV aut myter plugin-hybrid


© Søren Juul

Mythbusting: 4 myter om opladningshybrider

Kritik af plugin-hybrider holder ofte ikke vand, når man undersøger den nærmere. Her er fire myter... og et problem, der desværre ikke er en myte

1. august 2021 af Patrick Boje Jensen og Frederik Hauschildt

Myte 1 | Elmotoren er kun til bykørsel

Nej, elmotoren i hybridbiler kan bruges til al slags kørsel. I de fleste nyere plugin-hybrider kan du vælge at køre på ren el og ikke starte benzinmotoren - som regel ved at trykke på en EV-knap. Og rækkevidden er ofte så høj, at ren elkørsel kan række længt ud over bykørsel. Fx har Seat Leon E-hybrid en opgivet rækkevidde på el på 63 km. I vores test var det reelt nærmere 45 km, men det er altså også samme afstand som Horsens til Aarhus!


Myte 2 | Man kan ikke køre hurtigt på el

Jo, du kan køre lige så hurtigt du vil - problemet med elbiler er ikke hastigheden, men batteriets kapacitet. Over 110 km/t stiger vindmodstanden for biler så meget, at den stjæler den elektriske energi fra batteriet i så hurtigt tempo, at det typisk dårligt kan betale sig at køre hurtigere i en elbil.

Det forsøger bilproducenterne at kompensere for med ekstremt lav vindmodstand som det for eksempel er tilfældet for Tesla Model 3

En plugin-hybrid med både elmotor og forbrændingsmotor er ikke begrænset på samme måde og kan opføre sig både som en almindelig fossilbil og en elbil på motorvejen. 

Nogle plugin-hybrider har begrænset ydelse eller topfart i eldrift for at gøre brugen af el mere effektiv. Volvo XC40 Recharge og Toyota RAV4 plugin-hybrid kan køre helt op til 130-135 km/t på el uden at benzinmotoren starter. Træder du sømmet i bund, vil benzineren i visse biler dog starte for at kunne bidrage til den maksimale systemydelse.

Volvo V60 Recharge T6 Inscription aut plugin hybrid myte
Volvo V60 Recharge T6 Inscription aut.

Volvo's hidtil mest vellykkede plugin-hybrid er den atletiske stationcar V60. Læs testen her.

© S. Bachmann

3 | Opladningshybrider bruger mere brændstof

Den mest sejlivede myte om opladningshybrider er, at de bruger mere brændstof end almindelige biler, når der ikke er mere el på batteriet. 

For det første er det meningen, at man lader batteriet inden afgang. Det er ikke meningen at køre rundt i en plugin-hybrid uden nogensinde at komme i nærheden af en lader. De, der ikke har adgang til en lader eller ikke har tænkt sig at lade batteriet, bør derfor finde en anden biltype - ligesom du ikke skal købe en benzinbil, hvis du kun vil putte diesel i den.

For det andet vil enhver bil, der køres uden at tage hensyn til den måde, den er konstrueret på, kunne få et højt brændstofforbrug. Kører du en Audi A6 diesel med sømmet i bund i andet gear, bruger den også en masse brændstof.

Plugin-hybrider er typisk 200-300 kg tungere end samme model kun med forbrændingsmotor, men hybridteknikken kompenserer for vægttabet. 

Det sker på samme måde som at Toyota's almindelige hybrider også kører længere på literen end deres benzinbiler - plugin-hybriderne har bare større batteri, hvorfor hybridfordelene er tilsvarende større.

To plugin-hybrider på langtur.

© Søren Juul

Myte 4 | Plugin-hybrider duer ikke til langtur

Nogle tror, at langture i en plugin-hybrid er en kamp, der ikke kan vindes, hvis man nægter at oplade batteriet. Teorien er ofte, at batteriet bare er dødvægt, når der ikke er strøm på, hvilket koster oceaner af ekstra brændstof. 

Bil Magasinets erfaring er, at det langt fra er rigtigt. Her er et uddrag fra testen af Mercedes-Benz de:

"E 300 de er en modnet pakke, der giver baghjul til den klassiske firmabilsløsning, E 220 d (som i øvrigt har samme dieselmotor), på alle parametre undtagen bagageplads. En 220 d med baghjulstræk koster næsten 30.000 kr. mere.

Jeg kørte 850 km inklusive tre fulde opladninger og dermed store dele af testen med “tomt” batteri. Det gav et snitforbrug af dieselolie på 21,7 km/l, hvilket er en modbevisning af myten om, at hybridbiler ikke kan køre langt på literen uden el på batteriet. Der blev kørt efter forholdene med adaptiv fartpilot under testen, som omfattede København-Skanderborg t/r i god fart.

Dieselbilen E 220 d vil kunne lokkes til at køre lige så langt på literen, men er langt dyrere i indkøb og årlige afgifter, har lavere motorydelse og kan ikke køre kun på el."

Du kan læse hele testen her.

Mercedes-Benz E 300 de PHEV aut.
Mercedes-Benz E 300 de PHEV aut.© S. Bachmann

Nedtur | Plugin-hybriden skal oftere til service

Den største svaghed ved den nuværende generation af plugin-hybrider er det korte serviceinterval. Det er typisk på 12 måneder/15.000 km, hvilket betyder, at man skal til service minimum en gang om året eller for hver 15.000 km - hvad der måtte komme først.

Det korte interval er vigtigt at have i baghovedet hvis du kører langt, for din bil skal altså på værksted to gange for at køre bare 30.000 km. Det korte serviceinterval skyldes, at hybrid-modeller kan være udsat for mange koldstarter, og det giver risiko for brændstof i olien.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...