Bremsetest dokumenterer, at biler med vinterdæk bremser klart bedre på veje med sne og frost end biler med sommerdæk.

© Continental

Vil gøre vinterdæk lovpligtige

Den megen sne åbner debat om et lovkrav om vinterdæk herhjemme

6. januar 2011 af Bil Magasinet

Den megen sne har i denne vinter givet de danske bilister store kvaler i form af længere transporttid og markant flere buler i bilerne, viser undersøgelser. Fagforbundet 3F har for nylig argumenteret for, at lovpligtige vinterdæk er vejen frem for de mange køretøjer i vintertrafikken.

Nu får de støtte af Venstres Flemming Damgaard Larsen, der er formand for Folketingets Trafikudvalg.

”Jeg vil gerne komme med en meget kraftig opfordring til bilisterne om at bruge vinterdæk. Det er det eneste ansvarlige at gøre som bilist i vinterhalvåret. I øjeblikket ser vi på ny, at biler uden vinterdæk ofte skaber lange kører på vejene rundt om i Danmark. Samtidig har vi overhyppighed af sammenstød mellem person- og varebiler, som typisk kører på sommerdæk, der ikke kan bremse ordentligt. Med vinterdæk på bilerne kan vi reducere disse tab,” siger Flemming Damgaard Larsen.

Biler bremser hurtigere
Ønsket om at flere bruger vinterdæk får opbakning fra dækekspert, Georg Nielsen. ”Bremsetest dokumenterer, at biler med vinterdæk bremser klart bedre på veje med sne og frost end biler med sommerdæk. Teknologien bag vinterdæk udvikles hele tiden, og dækkene bliver bedre til at bremse - også på vådt og tørt underlag, så man er dækket ind, når og hvis det pludselig sneer voldsomt,” siger adm. dirrektør hos Continental Dæk Danmark A/S, Georg Nielsen.

Sverige og Tyskland har indført et krav om vinterdæk gennem hele vinteren. Da Danmark ligger mellem de to lande, vurderer Applus+ Bilsyn, der årligt syner 500.000 biler, kontrollerer 2 mio. dæk og derved løbende oplever, hvilke biler, der er bedst rustede til vinteren, at Danmark bør følge efter og indføre samme lovkrav om vinterdæk.

”Fornuften burde allerede nu fortælle bilisterne, at de skal have vinterdæk på, når vi oplever snefald og minusgrader, som det vi har set de seneste uger. Antallet af assistancer hos de store autohjælpsudbydere viser dog med al tydelighed, at det ikke er tilfældet. Mange bilister bliver overrasket over, hvor glat det bliver, når sneen begynder at falde”, siger Arne Willerslev-Legrand, adm. direktør for Applus+ Bilsyn.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...