© bilmagasinet.dk

Tyskland udvider miljøzoner

Flere tyske byer indfører miljøzoner, og kravene til personbiler skærpes

17. januar 2013 af Bil Magasinet

Listen over tyske byer, der har indført miljøzoner, bliver stadig længere. Siden Berlin, Hannover og Köln som de første i 2008 indførte miljøzoner, er stadig flere byer kommet til, og i øjeblikket kræver 65 byer i Tyskland, at bilerne er udstyret med det rigtige miljømærke. Flere byer indfører dog miljøzoner i løbet af 2013.

Mærkerne, der enten er røde, gule eller grønne, fortæller om bilens miljøegenskaber og afhænger af dens alder og af, om den har benzin- eller dieselmotor.

Bøden for at køre ind i en miljøzone uden den gældende mærkat er 40 Euro.

© bilmagasinet.dk

”Endnu en række byer indførte ved årsskiftet miljøzoner, og i de kommende måneder kommer flere til. Bortset fra Mönchengladbach og Mainz er der dog primært tale om mindre byer eller byområder, der grænser op til eksisterende miljøzoner. På den måde kan man tale om, at de nuværende zoner blot er blevet større,” siger ferieservicekonsulent i FDM Frederik Valmin.

Det er dog ikke kun miljøzonerne, der er blevet flere og større. Også kravet til farven på miljømærket i bilens forrude er i de enkelte byer blevet skærpet.

”Det betyder, at biler fremover som minimum skal have et gult miljømærke, hvis de skal køre ind i en miljøzone. De fleste byer stiller imidlertid nu krav om et grønt mærke, som det har været tilfældet i Berlin siden 2010. Danske bilister med et gult miljømærke må dog stadig køre i den tyske hovedstad til udgangen af 2014. Kan man kun få et rødt miljømærke til bilen, må man imidlertid pænt parkere den uden for zonerne,” siger Frederik Valmin.

Han understreger, at det kun er, hvis man skal ind i byer med miljøzoner, at et miljømærkat er nødvendigt og altså ikke, hvis man bare kører igennem Tyskland.

Læs mere hos FDM om det tyske miljømærke, og hvilke byer der har indført miljøzoner

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.