I juni 2018 offentliggjorde Skatteministeriet en omfattende publikation, Skatteøkonomisk Redegørelse 2018. Den indeholder blandt andet et stort kapitel (kapitel 3) om den danske bilbeskatning (side 57-92).
Skatteøkonomisk Redegørelse 2018 (åbner som pdf i nyt vindue)
Kapitlet viser blandt andet, at registreringsafgiften fortsat er meget høj i Danmark sammenlignet med andre lande – og højere, end hvad der er samfundsøkonomisk velbegrundet.
Beregningerne bekræfter, at der er store afledte adfærdsvirkninger ved at nedsætte registreringsafgiften og dermed en relativt høj såkaldt selvfinansieringsgrad.
Hvad betyder det på dansk?
Det betyder, at de penge, staten går glip af med en lavere registreringsafgift kommer ind igen andre steder – blandt andet fordi lavere bilafgifter vil få danskerne til at købe flere og dyrere biler. Det betyder øget momsindtægt.
Dyrere og nyere biler gavner også trafiksikkerheden, så der vil komme færre og mindre alvorlige trafikulykker (det bekræfter Rådet for Større Trafiksikkerhed).
"..at afgiften er højere end hvad der er samfundsmæssigt velbegrundet" betyder, at bilafgifterne er så høje fordi... det har de altid været.
Der skal snart være valg til folketinget, og derfor er der ingen folkevalgte politikere (udover Joachim B. Olsen), der skal have noget klinket.

Mazda CX-3 Optimum med 150 hk benziner med op til 15,9 km/l, firehjulstræk og automatgear koster 319.776 kr. i Danmark. I Sverige er prisen 172.287 danske kr.
© Søren JuulIndtægterne fra den samlede bilbeskatning i Danmark udgør en klart større andel af bruttonationalproduktet (BNP) end i andre sammenlignelige EU-lande og i forhold til gennemsnittet for EU-landene (tabellen herunder).
I Danmark udgjorde provenuet af bilafgifterne således ca. 2,4 pct. af BNP i 2016, mens det i fx Tyskland, Frankrig og Sverige udgør omkring 1,5 pct. af BNP. Gennemsnittet for EU-landene var omkring 1,8 pct. af BNP i 2016.

For Danmark omfatter brændstofafgifterne (transport fuel taxes) primært benzin- og dieselafgift, mens øvrig bilbeskatning (transport taxes excl. fuel taxes) primært omfatter registreringsafgift og grøn ejerafgift/vægtafgift. Den øvrige bilbeskatning omfatter således de afgifter, der er knyttet til anskaffelse og ejerskab af en bil. Kilde: Eurostat Taxation Trends in the European Union.
Bilskatterne er høje i Danmark
I de andre EU-lande udgør brændstofafgifterne hovedparten af den samlede bilbeskatning, mens det i Danmark (og Norge) er den øvrige beskatning – som omfatter registreringsafgiften – der tegner sig for hovedparten af provenuet.
Gennemgående er det samlede niveau for bilbeskatningen højere i de lande, som har en registreringsafgift (hvilket udover Danmark blandt andet omfatter Norge, Finland og Holland), end i de lande, som ikke har en registreringsafgift (herunder Sverige og Tyskland).
Skatteministeriet skriver, registreringsafgiften er høj set i et samfundsøkonomisk perspektiv. Det nuværende niveau for registreringsafgiften har markante samfundsøkonomiske omkostninger.
Disse omkostninger kommer blandt andet til udtryk i, at danskerne køber færre biler end borgere i andre sammenlignelige lande og i forhold til gennemsnittet for EU-landene.

Kilde: Skatteministeriet, Eurostat og Danmarks Statistik.
Samtidig overstiger det nuværende niveau for registreringsafgiften de samfundsøkonomiske omkostninger, som knytter sig til danskernes bilforbrug – i form af fx CO2-udledning, trængsel mv.
Det såkaldte fiskale element – dvs. den del af afgiftsniveauet, der ligger ud over det samfundsøkonomisk optimale niveau – udgør således på årsbasis omtrent 5.000 kr. både for en gennemsnitlig nyregistreret benzin- og dieselbil.
Minister: Målet er mere sikre biler
Samtidig vil lempelser af registreringsafgiften et godt stykke hen ad vejen kunne finansiere sig selv. Det skyldes en række forventede adfærdsvirkninger hos bilkøberne. Blandt andet vil en afgiftslempelse påvirke selve bilforbruget, da forbrugerne vil efterspørge flere biler.
”Regeringens mål med at sænke registreringsafgiften var først og fremmest at give danskerne mulighed for at købe mere sikre biler end hidtil. Når økonomerne samtidig når frem til, at registreringsafgiften er en særlig dyr afgift med store samfundsøkonomiske omkostninger, så bekræfter det mig i, at det var helt rigtige at sænke den, som vi gjorde i 2017,” sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) i juni 2018 i en kommentar til tallene.