Skal du have ny bil, så køb den i marts!

Der er udsigt til en monster-marts hos nybilforhandlerne, der har et ekstra økonomisk incitament til at sælge dig ny bil i marts

24. februar 2021 af Mikkel Thomsager

Når en du køber en ny bil, skal bilforhandleren normalt afregne bilens registreringsafgift til staten, inden for en måned. Men for de nye biler, der sælges i marts, skal bilforhandlere først betale afgiften til staten til november. 

Den ekstra kredit gælder dog kun for marts, hvorfor nybilforhandlere har et stort incitament til at sælge nye biler på fuld afgift netop i marts, og det bør komme forbrugererne til gode. 

Som alle andre glæder også danske bilforhandlere til at åbne efter corona-nedlukningen. Det har faktisk være tilladt at sælge nye biler til kunder siden årsskiftet, men det skulle ske enten via web eller telefon, og prøvekørsler skulle sættes op direkte med kunden uden for forhandlerens område.

Opsparet behov for nye biler

Det har haft stor betydning for salget af nye biler i januar, hvor det blev til 10.256 nye personbiler på de danske veje, mod 18.666 i samme måned i 2020 - et fald på 45 pct. Også februar-salget ventes at blive betydeligt lavere end samme måned sidste år.

Der er således et opsparet behov for nye biler, som givetvis vil skabe ekstra salg i sig selv, når nybilforretningerne åbner igen. Men hertil kommer det særlige kredit-incitament, som gør det særligt interessant for forhandlerne at sælge den nye bil i marts.

Tiltaget har flere årsager. Dels skyldes det, at lovgivningen for den nye registreringsafgift reelt først træder i kræft flere måneder efter, at den er sat i effekt i salgslokalerne. I mellemtiden skal forhandlerne indbetale registreringsafgiften efter de gamle regler, selv om bilkunderne betaler for bilerne efter de nye regler.

Men det skyldes også, at statens systemer til opkrævning af registreringsafgiften ikke er klar til håndtere de nye afgifter.

Bilimportører: Vi er klar

Ifølge Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen De Danske Bilimportører, har danske bilimportørerne ikke forberedt sig særligt til nybilsalget i marts som følge af den særlige kredit. Ikke desto mindre mener han, at forhandlerne er klar til det ekstra rykind:

”Det er klart, at der er et opsparet behov, som vi forventer slår igennem i marts. Men forhandler har også et lager af biler fra det manglende salg i januar og februar. Så jeg tror, de er godt rustede. Den ekstra kredit har meget forskellige effekt hos de forskellige forhandlere. Jeg er sikker på, at forhandlerne i hvert enkelt tilfælde har forberedt sig bedst muligt på den forestående situation", siger Mads Rørvig.

Det bekræfter Hanne Langsig Sørensen, der er Head of Group PR hos Interdan, som har importen af Peugeot, Citroën DS og Opel.

”Januar er normalt vores største måned. Her har vi et stor salg i forbindelse med de åbent hus arrangementer, som vi kalder ”Nytårskure”. De udeblev i år, så vi betragter genåbningen i marts, som en forskydning af vores Nytårskur, og vi holder åbent hus. 

Vi har bilerne fra det manglende januar-salg stående og desuden forberedt os på den aktuelle situation, så vi forventer et stort rykind i marts, som kan slå rekord. Men vi har ikke forberedt os særskilt på situationen omkring den ekstra kredit til forhandlerne”, siger Hanne Langsig Sørensen.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...