© bilmagasinet.dk

Regeringen straffer dieselbilister

Regeringen vil hæve afgifterne på dieselbiler for at finansiere elbilernes fritagelse for registreringsafgift. 565.000 bilister vil skulle betale, hvad der svarer til 1 kr. ekstra pr. liter

26. juni 2012 af Bil Magasinet

Regeringen samt Venstre og Konservative er enige om, at forhøje den såkaldte udligningsafgift, der en tillægsafgift for dieselbiler til den grønne afgift eller vægtafgift, med 52 pct.. Det får konsekvenser for de omtrent 565.000 ejere af dieselbiler i Danmark.

Ifølge FDM bliver det i gennemsnit en merudgift på cirka 1 krone pr. liter diesel, når skattereformen i 2013 slår igennem.

"De kunne lige så godt have lagt en krone mere på dieselprisen. Så det er en ret markant afgiftsstigning," siger afdelingschef i FDM Torben Kudsk til epn.dk.

Ekstra afgift til bilister på 730 mio. kr.
Hos FDM undrer man sig over den forhøjede afgift, der ventes at kunne indbringe et merprovenu på 730 mio. kr.

"Det virker som et besynderligt initiativ, at man rammer dieselbilejerne, der for manges vedkommende pendler til og fra arbejde, når man er i gang med en skattereform, der skal gøre det mere attraktivt at arbejde. Man giver med den ene hånd og tager med den anden. Det er ikke særligt gennemtænkt," siger Torben Kudsk til epn.dk.

Udligningsafgiften er en del af det miskmask af lappeløsninger, som den danske lovgivning for bilafgifter har udviklet sig til gennem de seneste årtier. Tanken bag afgiften er, at der skal være en vis ligestilling mellem benzin- og dieselbiler. Da diesel traditionelt er billigere og dieselbiler kører længere på literen, skal ejerne betale mere i afgift end ejere af benzinbiler. Når afgiften af benzin sættes op, sættes udligningsafgiften op, og når afgiften af diesel sættes op, sættes udligningsafgiften ned.

For almindelige personbiler er udligningsafgiften beregnet som afgiftsbesparelsen ved at anvende diesel som brændstof frem for benzin ved en årskørsel på 16.000 km. Det betyder, at kører man 16.000 km om året, vil man alt i alt betale det samme beløb i afgift uafhængigt af om man kører i en diesel- eller benzindrevet bil.

For en typisk pendlerbil som VW Passat 2,0 TDI fra 2006 med et angivet snitforbrug på 16,8 km/l er den årlige ejerafgift i dag 4.610 kr., hvoraf 1.980 kr. er udligningsafgift. Med skattereformen fra 2013 stiger udligningsafgiften til 3.010 kr., hvorfor den samlede årlige afgift vil være 5.640 kr.

Ejeren af den syv år gamle diesel-Passat står altså over for en stigning i de årlige afgifter på 22,3 procent.

Ifølge FDM svarer det for en gennemsnitsbil med en årlig kørsel på 22.000 km til, at man lægger 1 kr. til prisen pr. liter diesel.

Forening undrer sig
Aftaleparternes argumentation for at forhøje afgiften er blandt andet, at man ønsker at friholde elbilerne for afgifter frem til og med 2015, hvor antallet af elbiler i Danmark ifølge elbilsbranchen ventes at være vokset med 5.000.

Ifølge Danske Bilimportører blev der i 2012 solgt tre elbiler til private købere.

"Her tager man fat i alle ejere af dieselbiler, hvoraf mange er folk uden for de større byer, der pendler langt på arbejde. Dem beder man betale 730 mio. kr. ekstra til næste år, så man kan få flere biler ud at køre uden afgifter i kommunerne. Det er lidt underligt at beskatte folk, der pendler på arbejde for at give kommunerne mulighed for at køre i elbil i hjemmeplejen," siger Torben Kudsk til epn.dk velvidende, at størstedelen af de knap 1.000 elbiler i Danmark benyttes af kommunerne.

"Det er meget synligt, at det her handler ikke om miljø, det handler om provenu," siger Torben Kudsk.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.